Lyt til artiklen

Omkring 200.000 deltog i demonstration mod Israel i Yemen.

Tusindvis af demonstranter gik på gaderne en række steder i den arabiske verden efter fredagsbønnen for at tilkendegive deres støtte til palæstinenserne i Gazastriben og fordømme den næsten to uger lange israelske offensiv mod den islamistiske Hamas-bevægelse.

Demonstranter med palæstinensiske flag var på gaden i Doha, Bagdad og Amman, hvor der blev råbt slogans til støtte for Gaza. Andre demonstrerede mod den egyptiske regering, som blev beskyldt for indirekte at støtte Israel ved at holde dets grænse til Gazastriben for lukket.

Den største protest fandt sted i Yemens hovedstad, Sana, hvor der ifølge øjenvidner var omkring 200.000 deltagere i en demonstration vendt mod USA og Israel.

- Islam vil vinde, råbte demonstranterne.



/ritzau/AFP