Lørdag var den hidtil største protestdag i USA.

Ifølge CNN var der således 'Black Lives Matter'-demonstrationer i over 800 større og mindre byer fordelt over hele USA med mange hundredetusinde deltagere.

Demonstrationerne kommer i kølvandet på forrige mandags drab på den 46-årige George Floyd i politiets varetægt i Minnesota, Minneapolis.

Og i storbyer som Washington D.C., New York og Los Angeles var i alt over 150.000 mennesker samlet for at demonstrere imod racisme og politivold.

Fredelig demonstration i Rochester, Michigan.
Fredelig demonstration i Rochester, Michigan. Foto: Henning Høeg
Vis mere

Men også 'ude på landet' protesterede amerikanerne.

I den lille velhavende forstad Rochester i staten Michigan, hvor der til daglig bor godt 12.000 mennesker, var knap 3.000 således samlet i byens park.

Normalt er den idylliske Rochester Park fyldt med legende småbørn, spadserende pensionister og hundeluftere. Men lørdag formiddag var scenen en helt anden.

Hvide, sorte, børnefamilier, pensionister, unge og gamle gik side om side.

Liz and Dana til demonstration i Rochester, Michigan.
Liz and Dana til demonstration i Rochester, Michigan. Foto: Henning Høeg
Vis mere

Skiltene var hjemmelavede og opråbene var klare: 'Say His Name: George Floyd' og 'Black Lives Matter'.

»Det her er fantastisk. Alle er tændt, stemningen er positiv og alle opfører sig fantastisk. Jeg tror virkelig, at dette kan føre til forandring.«

Sådan siger 19-årige Dana, der var mødt for at demonstrere sammen med sin søster Liz.

Fra en bænk i parken styrer 75-årige Robert Bernson en del af aktiviteterne.

B.T.'s Henning Høeg foran politistationen i Rochester, Michigan. Her sender politiet positive hilsner til demonstranterne.
B.T.'s Henning Høeg foran politistationen i Rochester, Michigan. Her sender politiet positive hilsner til demonstranterne. Foto: Henning Høeg
Vis mere

'Black Lives Matter' demonstration i Hollywood, Californien.
'Black Lives Matter' demonstration i Hollywood, Californien. Foto: ROBYN BECK - AFP
Vis mere

Bernson, der i 60'erne også deltog i racedemonstrationer, råber således: 'No Justice', hvortil de forbipasserende demonstranter svarer 'No peace'.

Politiet i Rochester hilste som mange andre steder i USA demonstranterne velkommen og sørgede blot for, at de kunne marchere i sikkerhed for trafikken.

Uden for byens politistation havde de lokale betjente placeret skilte med påskrifter som :'Vi er antiracistiske', 'Black Lives Matter' og 'Gensidig respekt lægger grunden til alt'.

Demonstrationerne over hele USA forventes at fortsætte søndag og hele næste uge.