To millioner letter vælger lørdag nyt parlament ved et valg, der domineres af det russiske mindretal.

Riga. I Letland vælger de omkring to millioner indbyggere lørdag et nyt parlament ved et valg, der ventes at give øget indflydelse til det russiske mindretal i den lille baltiske stat.

Vælgerne skal vælge mellem flere end 1400 kandidater fra 16 forskellige partier. Der er 100 pladser i parlamentet.

Det prorussiske parti Harmony, som tidligere var allieret med præsident Vladimir Putins parti, Forenede Rusland, ventes at blive det største parti.

Det er i dag populært hos det russiske mindretal i Letland, hvor de udgør omkring en fjerdedel af befolkningen.

Partiet har ved de tre seneste valg fået de fleste stemmer. Men det har ikke kunnet finde partnere, så det kunne danne regering.

Den seneste meningsmåling fra den statslige lettiske tv-station LSM forudsiger, at det prorussiske og venstreorienterede parti vil få 17,2 procent af stemmerne, hvormed det igen står til at blive det største.

Meningsmålingen forudsiger, at premierminister Maris Kucinskis' centrumparti, Unionen af Grønne og Landmænd, får en andenplads med opbakning fra 9,4 procent af vælgerne.

- Ingen ved, hvordan Letland vil udvikle sig i næste måned, siger valgforskeren Marcis Krastins til nyhedsbureauet AFP forud for valget i den baltiske stat.

Ifølge Krastins er der en reel mulighed for, at Letland vil få en ny regering.

Den kan komme til at bestå af "populister og prorussiske politikere", hvis disse grupper kan finde støtte hos et tredje parti til dannelsen af en koalition.

Dette vil skabe dyb bekymring hos mange letter, efter at den baltiske stat i et halvt århundrede var besat af Sovjetunionen forud for selvstændigheden i 1991.

- Læg mærke til, hvordan det prorussiske parti Harmony lover at skære forsvarsudgifterne ned til en procent af bnp, påpeger en anden politilog, Marcis Bendiks.

- Det er et brud vendt mod Nato-landenes gensidige forståelse, tilføjer han.

Bendiks siger til dagbladet NRA, at et valgløfte om at nedskære forsvarsudgifterne er helt centralt for det prorussiske parti.

Letland blev optaget i Nato i 2004, og det har lige siden været et entusiastisk medlemsland i den vestlige alliance.

/ritzau/AFP