Lederen af oppositionen erkender valgnederlag, mens det ser ud til, at Justin Trudeau kan blive ved magten.

Premierminister Justin Trudeau og hans Liberale Parti står til at vinde valget i Canada.

Det viser en prognose fra tv-stationen CBC ifølge nyhedsbureauet AFP.

De første prognoser viste ellers dødt løb mellem Trudeaus Liberale Parti og oppositionspartiet De Konservative med Erin O'Toole i spidsen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters viser en prognose fra canadisk CTV News, at De Liberale vil danne en mindretalsregering.

Der er i alt 338 sæder i Canadas parlament, og det kræver 170 af disse for at kunne danne en flertalsregering.

Tirsdag morgen dansk tid erkender Erin O'Toole valgnederlaget. Han fortæller ifølge Reuters, at han har ringet til Justin Trudeau og lykønsket ham med sejren.

Trudeau udskrev valg i august - midt i valgperioden. På det tidspunkt havde han en solid føring i målingerne.

Derimod var den nye leder af De Konservative, 48-årige Erin O'Toole, stort set ukendt for de fleste vælgere, og partiet haltede efter i meningsmålingerne.

Men i weekenden lå det Liberale Parti og De Konservative stort set side om side. Lørdag gav en måling 33 procent til De Konservative og 32 procent til Trudeaus Liberale Parti.

Efter at have stemt i byen Montreal sagde Justin Trudeau, at han følte sig "rolig".

- Vi arbejdede meget hårdt under denne valgkampagne, og canadierne træffer et vigtigt valg, sagde han til AFP flankeret af sin hustru, Sophie Gregoire-Trudeau, og deres børn.

Den 49-årige premierminister har siddet på magten i landet siden 2015 og blev genvalgt i 2019.

Ved det seneste valg tabte Trudeaus parti 20 mandater i parlamentet fra 177 til 157. Partiet fik dengang 33 procent af stemmerne.

Trudeaus popularitet led et knæk inden valget i 2019 efter beskyldninger om dobbeltmoral både i forhold til klimapolitik og i forhold til en såkaldt blackface-skandale.

Her kom det frem, at han flere gange i sin ungdom havde malet ansigtet mørkt til kostumefester.

Premierministeren udskrev valg i august for at genvinde flertallet. Han ville forsøge at udnytte regeringens popularitet efter håndteringen af coronapandemien.

Den var blandt andet blevet skabt på grund af økonomisk støtte til enkeltpersoner og virksomheder og høje vaccinationsrater efter en effektiv udrulning af vacciner.

/ritzau/