Mindst 50 skolepiger savnes efter et Boko Haram-angreb i byen Dapchi i Nigeria.

København. Når den nigerianske oprørsgruppe Boko Haram bevidst går efter at bortføre piger og kvinder, skyldes det, at det skaber mest opmærksomhed om deres sag.

Det siger Holger Bernt Hansen, der er professor emeritus ved Center for Afrika Studier på Københavns Universitet.

- Det er der, de får mest "publicity", og hvor Nigeria er mest sårbar. Det vækker genklang, når det er kvinder og piger.

- Samtidig bruger de dem til sexslaver, hustruer og til husarbejde, siger han.

Boko Haram, der kæmper for at indføre et islamisk kalifat i Nigeria, angreb mandag en pigeskole i den nigerianske by Dapchi.

Ifølge delstatens guvernør savnes mindst 50 skolepiger efter angrebet, mens politiet oplyser, at 111 savnes, skriver nyhedsbureauet AFP.

Bortførelsen er en demonstration af, at gruppen langt fra er besejret, som Nigerias regering ellers flere gange har bebudet, mener Holger Bernt Hansen.

Han peger på, at det sætter spørgsmålstegn ved hærens effektivitet og beskyttelsesmulighederne for civilbefolkningen - og derved konfliktens slutning.

- Den nigerianske hær er nok blevet mere effektiv i sin eftersøgning, men der er nok stadig meget korruption i hæren, hvilket svækker effektiviteten.

- Derudover er hæren aldrig lykkedes med at vinde civilbefolkningens opbakning. De er stadig skeptiske og spørger sig selv om, hvad der er værst: Hæren med dens udskejelser og grove midler eller Boko Haram, siger han.

I 2014 blev Boko Haram internationalt kendt, da den ekstremistiske gruppe bortførte 276 skolepiger i byen Chibok.

Det startede kampagnen #BringBackOurGirls for at få dem fri, hvor blandt andet den daværende amerikanske førstedame Michelle Obama deltog.

112 af Chibok-pigerne fra den episode er fortsat savnet.

/ritzau/