Sukker dræber, det er en vigtig årsag til hjerte- karsygdomme, og var det blevet opfundet i dag, var det ikke blevet tilladt. Sådan siger en amerikanske læge og forsker.

I de seneste to dage har internationale ledere og eksperter diskuteret forskellige veje til en sund og bæredygtig madindustri på den årlige EAT-konference i Stockholm.

På konferencen har professor Robert Lustig, der er en amerikansk læge og forsker i fedme hos børn i et interview med den norske avis VG sagt, at han mener, at sukker er så skadeligt, at man bør overveje at forbyde børn at købe produkter, der indeholder sukker.

Læs også:

»Vi har foreløbig ingen forskning, som viser, hvor mange der dør på grund af sukker. Men vi ved, at sukker er en vigtig årsag til hjerte- og karsygdomme, og ikke mindst diabetes. Halvdelen af stigningen i hjertelidelser skyldes sukker,« siger professor Robert Lustig til VG.

»Problemet med sukker er at det smager så godt. Men det er faktisk farligt. Var det blevet opfundet i dag, ville det blive forbudt,« siger Lustig, selvom han ved, at det er utopi:

»Nogle af de stærkeste kræfter i den globale industri er sukkerindustrien. Den er så stærk, at det ikke er muligt at gennemføre tiltag, der begrænser folks tilgang til sukker. Industrien er specielt stærk i USA. Jeg er lidt mere optimistisk, når det handler om at få europæiske politikere til at indføre tiltag,« siger han.

Læs også:

Et af de tiltag, som han mener politikerne bør overveje, er, at forbyde børn at købe produkter, der indeholder sukker.

»Jeg synes, man skal tage debatten og overveje, om børn under en vis alder bør forbydes at købe slik, med mindre de er sammen med en voksen,« siger han.

Læs også:

Undersøgelser af danskernes kostvaner har vist, at seks ud af ti børn og fire ud af ti voksne får for meget sukker. Også i Norge og Sverige og andre europæiske lande får børn alt for meget sukker. Ikke kun gennem slik, kage og sodavand, men også gennem yoghurt, kakaomælk, morgenmadsprodukter og mange andre færdigproducerede madvarer.

Læs også:

Fødevarestyrelsen anbefaler, at sukker højst udgør ti procent af det samlede energiindtag. Det svarer til at et børnehavebarn får 30-40 g sukker om dagen og et skolebarn 45-55 g sukker om dagen. En spiseskefuld sukker med top vejer ca. 15 g.

Samira Lekhal, der er afdelingsoverlæge på børne- og ungeafdelingen på Center for sygelig overvægt på Vestfold Hospital i Norge, er enig i Robert Lustigs syn på, hvor farligt sukker er:

»Sukker dræber og er vores tids værste fjende. Børn og unges indtag af sukker i Norge er højt. Det er den største udfordring i børn og unges kost, især for dem med fedme, men også for de normalvægtige børn,« siger Lekhal til VG.