Målet med filmen »Innocence of Muslims« var at udstille profeten Muhammed og islam som voldelig. Og det er lykkedes, konkluderer en af producerne bag filmen.

LIBYEN: Steve Klein er højreorienteret kristen og berygtet for antimuslimske aktioner i Californien. Han er også en af producerne bag filmen »Innocence of Muslims«, der angiveligt er årsagen til, at USAs ambassadør i Libyen blev dræbt tirsdag.

Men Steve Klein er godt tilfreds med, at brudstykker af den islamkritiske film er blevet oversat til arabisk og udbredt via internettet.

- Vi er nået ud til de mennesker, vi gerne vil. Og bedømt ud fra de reaktioner, der er kommet ud af det her, så er jeg sikker på, at en lille gruppe af de mennesker vil forstå, hvor voldelig Muhammed var. Og det vil de mennesker, der ikke vidste så meget om islam, også, siger Steve Klein ifølge New York Times.

- Hvis du siger noget, der er bare det mindste nedsættende om Islam, så vil de ty til vold, hvilket jeg har oplevet, fortsætter han.

En 14 minutter lang trailer fra »Innocence of Muslims« blev lagt på YouTube i juni. Dengang var der ikke mange, der lagde mærke til den, men filmen har skabt forargelse i den muslimske verden, efter den er blevet oversat til arabisk. Og det var angiveligt »Innocence of Muslims«, der fik militante islamister til at angribe både den amerikanske ambassade i den libyske by Benghazi og USAs ambassade i Cairo sent tirsdag.