Den danske café Atelier September, der ligger i indre København, er tilsyneladende et af de bedste morgenmadssteder i verden.

Det mener i hvert fald det prisvindende engelske magasin Mr Porter.

Magasinet har på en nyligt udgivet liste kåret danske Atelier September til at være et af verdens syv bedste morgenmadssteder.

Det er kokken Frederik Bille Brahe, der blandt andet har arbejdet sammen med Noma-skaberen René Redzepi, som ejer og er den kreative skaber af stedet, og Mr Porter fremhæver især den lille københavnske café for sin simple, enkle stil, indretning og menu, der byder på få og simple serveringer.

'Typen af mad er, som rummet og det udsøgte patina-keramik, er fokuseret på enkelhed; intet for forment, alt er meget dansk og rugbrød er i overflod,' skriver magasinet blandt andet.

Frederik Bille Brahe danner privat par med topmodellen Caroline Brasch Nielsen, og hans søster er den anerkendte smykkedesigner Sophie Bille Brahe. Af den grund mener det engelske magasin også, at du på Atelier September sandsynligvis kan se frem til at indtage din kaffe ved siden af nogle fra københavns fashionable klientel.

Atelier September har ligget i Gothersgade siden 1987, hvor Annette Trampedach og Kirsten Jersild har drevet stedet som galleri. Udover at være en populær café bruger flere designere også stedet, og cafeens  menu tager sandsynligvis prisen som en af Danmarks mest fotograferede.

Skulle du beslutte at slå vejen forbi Atelier September for at se, om Mr. Porter har ret i sin vurdering, så foreslår magasinet, at du bestiller caféens blåbær med granola og grapefrugt og får en iskaffe dertil.

Blandt andre af verdens syv morgenmadsvidundere fremhæver Mr. Porter blandt andet Kepos Street Kitchen i Sydney, Australien Morito Hackney Road i London og Federal Café i Barcelona.