Newyorkere må gribe dybere i lommerne for at få råd til at betale husleje.

For den gennemsnitlige husleje i byen, der aldrig sover, har nået nye rekordhøjder i sidste måned.

Det skriver det amerikanske medie CNN.

Særligt dyrt er det blevet på Manhatten, hvor huslejen er steget til rundt regnet 5.000 dollar – svarende til cirka 37.000 danske kroner om måneden.

Allerede i maj sneg priserne sig op over de 4.000 dollar om måneden for de dyre adresser. En stigning, der er cirka 25 procent højere end for et år siden.

Men i juni slog priserne rekord for femte måned i streg, da den gennemsnitlige månedlige husleje steg til 5.058 dollar.

Den høje husleje skyldes, at potentielle boligkøbere valgte at sætte deres søgning i bero og leje i stedet, lyder forklaringen fra Jonathan Miller, der er præsident og direktør for ejendomsselskabet Miller Samuel.

»Du har flere mennesker, der før var på nippet til at købe et hjem, men som på grund af rentestigninger nu er på lejemarkedet,« siger han og fortsætter:

»Markedet er allerede stramt. Det her gør det strammere.«

Ifølge Jonathan Miller har disse lejere flere penge til rådighed, hvilket presser gennemsnitsprisen op. I juni måned var gennemsnitsprisen for en treværelses lejlighed cirka 9.469 dollar om måneden – cirka 2.000 dollar dyrere end for blot et år siden.

Det forventes, at niveauet vil fortsætte med at stige lidt endnu. Først i efteråret eller i begyndelsen af 2023 vil lejerne møde en overkommelighedstærskel. Men det er ikke ensbetydende med, at priserne vil falde.

Det er mere sandsynligt, at priserne udligner end falder, vurderer Jonathan Miller og tilføjer, at nøgleordet er recession – altså en periode med økonomisk tilbagegang.