Vi er mange, der gerne starter dagen med et forfriskende bad.

Men for nordmændene koster en tur under bruseren dyrt i disse dage, skriver det norske medie E24.

Prisen på el er nemlig steget til rekordniveau.

Og det gælder særligt i den sydlige del af Norge, hvor et brusebad mandag eftermiddag risikerer at blive årets dyreste.

»De her priser er ret heftige. Det får en til at tænke sig om en ekstra gang, før man tager lange bade,« lyder det fra Lars Lauritzen, der bor i Norge, til E24.

Mandagens gennemsnitspris vil ligge på 22 norske kroner – lige under 16 danske kroner.

Dyrest bliver det mandag eftermiddag, hvor ti minutters bad vil koste mere end 31 norske kroner. Det svarer til cirka 22,50 danske kroner.

Når alt er regnet med, vil prisen på strøm ligge på 6,31 norske kroner pr. kWh mellem klokken 18 og 19.