Catherine Middleton har bedt sin søster om at være brudepige ved det største royale bryllup siden 1981.

Prins William har bedt sin bror, Prins Harry, om at være forlover, når han gifter sig med Kate Middleton den 29. april.

I en erklæring fra det britiske hof hedder det videre, at Catherine Middleton har bedt sin søster, Philippa Middleton, om at være brudepige.

Den 26-årige Harry har tidligere udtrykt stor glæde over sin brors forlovelse.

- Det betyder, at jeg får en søster, hvilket jeg altid har ønsket, sagde han for nylig.

Den 29-årige Kate og den 28-årige William har kendt hinanden siden 2001, hvor de mødtes på St. Andrews Universitet i Skotland.

De blev forlovet i november og vil blive viet i Westminster Abbey ved det største royale bryllup siden prins Williams mor, Diana, blev gift med prins Charles i St. Pauls Cathedral i 1981.

/ritzau/