Den engelske prins Harry skal giftes med sin kæreste, Meghan Markle. Det står nu klart, efter at det britiske kongehus i dag kunne offentliggøre, at den 33-årige prins, der er den femte i rækken til den britiske trone, er blevet forlovet.

I et interview med BBC fortæller den forelskede prins, hvordan han friede til Meghan Markle, der før forholdet til prins Harry var kendt som skuespiller, blandt andet for en rolle i tv-serien 'Suits.'

Oprindeligt mødtes de to på en blind date i London, som en fælles ven havde arrangeret, fortæller parret i interviewet.

Lynhurtigt faldt prinsen for den smukke amerikaner, som han derfor inviterede på camping i Botswana i det sydlige Afrika tre til fire uger efter, så de uforstyrret kunne lære hinanden at kende, fortæller Harry.

Selve frieriet skete tidligere i november på en 'standard, typisk dag for os' i hjemmet, der er en del af Kensington Palace i London, fortæller han videre.

Her var parret ved at tilberede grillet kylling, da Harry overraskede sin udkårne ved at gå ned på knæ.

»Det var bare en helt utrolig overraskelse. Det var så sødt, naturligt og meget romantisk,« siger Meghan Markle.

»Hun lod mig ikke engang færdiggøre frieriet. Hun sagde: 'Kan jeg sige ja?,'« fortæller Harry.

Det lykkelige kommende brudepar krammede, mens Harry stadig havde forlovelsesringen i sin hånd.

»Jeg sagde: 'Må jeg give dig ringen?' Det var et virkelig dejligt øjeblik. Bare os to,« siger prinsen til BBC.

Ifølge Prins Charles' kontor i Clarence House har prins Harry forud for bekendtgørelsen om forlovelsen i dag informeret Hendes Majestæt Dronningen og andre tætte medlemmer af familien om den glædelige nyhed. Prins Harry har også søgt og fået frøken Markles forældres velsignelse, lyder det.

Brylluppet vil finde sted i foråret 2018.