»Vi mener, at dette er et grundløst, ikke-holdbart og potentielt ulovligt sagsanlæg.«

Sådan lød det mandag aften lokal tid, da en høring forud for en mulig retssag mod britiske prins Andrew – der er anklaget for at have seksuelt misbrugt en kvinde, da hun var teenager – fandt sted.

Det skriver Sky News og New York Times.

Allerede tidligere mandag kom det frem, at prinsens advokat, Andrew Brettler, i Federal District Court i Manhattan ville argumentere for, at sagsanlægget mod prinsen er invalidt.

Arkivfoto af prins Andrew.
Arkivfoto af prins Andrew. Foto: CHRIS RADBURN
Vis mere

Under høringen kom det derudover frem, at advokaten desuden mener, at selve forkyndelsen af søgsmålet mod prinsen – der blev sagsøgt af Virginia Giuffre for seksuelt misbrug i sidste måned – heller ikke er sket korrekt i forhold til britisk lovgivning.

»Vi har betydelige betænkeligheder i forhold til lovligheden af dette sagsanlæg,« lød det fra Andrew Brettler under høringen mandag aften.

Ifølge advokaten skal 38-årige Virginia Giuffre tilbage i 2009 have indgået en forligsaftale, som gør, at hun ikke længere har ret til at lægge sag an mod prins Andrew, der er den britiske dronning Elizabeths anden søn.

»Der har været en forligsaftale, som sagsøgeren har indgået i tidligere, som frigiver hertugen (som prinsen også har af titel, red.) og andre fra ethvert potentielt ansvar,« forklarede Brettler ifølge Reuters.

Arkivfoto af Virginia Giuffre (til højre).
Arkivfoto af Virginia Giuffre (til højre). Foto: ALBA VIGARAY
Vis mere

Derudover hævder Brettler også, at Virginia Giuffre ikke har forkyndt de juridiske dokumenter i sagen korrekt til prins Andrew under britisk lov og ifølge Haag-konventionen.

Det afviser Virginia Giuffres advokat, David Boies, dog:

»Vi har forkyndt ham korrekt,« forklarede Boies til distriktsdommeren, Lewis Kaplan, i retten.

Virginia Giuffre anklager i sit søgsmål den 61-årige prins Andrew for at have seksuelt misbrugt hende, da hun var under 18 år. Overgrebene skal blandt andet være sket i den nu afdøde finansmand Jeffrey Epsteins villa i New York og på hans private ø, Little St. James.

Derudover skulle prinsen – sammen med Epstein og finansmandens ekskæreste og mangeårige samarbejdspartner Ghislaine Maxwell – også have tvunget hende til at have samleje med prinsen i Maxwells hjem i London.

Prins Andrew benægter alle anklagerne.

Den britiske prins er en af de mest prominente personer, som er knyttet til Epstein, som i juli 2019 blev anklaget for at have udnyttet dusinvis af piger og kvinder seksuelt. Han begik selvmord i en celle på Manhattan i august forrige år, forud for at han ville blive stillet for en dommer for beskyldninger om ulovlig menneskehandel og seksuelle overgreb mod mindreårige.

Dommeren i sagen, Lewis Kaplan, fortalte – efter at have hørt begge parters argumenter – at han gerne ville høre nærmere om, hvorvidt søgsmålet var blevet ordentligt forkyndt. Men ifølge New York Times satte han også spørgsmålstegn ved, om det ville være det værd:

»Jeg kan se en masse advokatomkostninger løbe op, tid blive brugt og forsinkelser, hvilket i sidste ende måske ikke er forfærdeligt produktivt for nogen,« sagde han.

Parterne mødes næste gang den 13. oktober.