Han er ikke kendt for at have den store tålmodighed.

Og nu raser lederen af Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, igen.

Det gør han på beskedtjenesten Telegram, hvor han er utilfreds med det stigende antal angreb i russiske Belgorod.

Lørdag blev to mennesker dræbt af artilleriangreb. Det hævder i hvert den lokale guvernør.

Nu truer Prigozjin med at sende Wagner-soldater til området.

»Vi vil ikke vente på en invitation eller spørge om tilladelse. Det eneste, vi vil kræve, er noget ammunition, for uden den er det nytteløst at komme derned,« skriver han.

»Forsvaret må hurtigst muligt stoppe lovløsheden, som er ved at beslaglægge de russiske områder,« tordner Wagner-chefen, der lørdag aften siger, at der i Belgorod-regionen blev dræbt fem og såret 16 tidligere på dagen.

Det er dog ikke oplysninger, der er blevet bekræftet.

Et faktum er dog, at der den seneste uge har været angreb på de russiske grænsebyer op mod Ukraine.

Prigozjin undrer sig på Telegram over, hvorfor russerne har brugt så mange kræfter på at indtage ukrainske Bakhmut, hvis man ikke engang har styr over sit eget område.

»Hvorfor tier alle om civilbefolkningens død? Hvor er general Lapin? Hvor er Sjojgu? Hover er Gerasimov? Hvor er deres forklaringer til det russiske folk på, at vi ofrer civile liv og territorier for at blive revet i stykker?,« skriver han.