Japans premierminister har mistet folkelig opbakning siden sidste år. Nu er han blevet ramt af nye problemer.

Den japanske premierminister, Fumio Kishida, har lørdag fyret en af sine tætte allierede, efter at personen offentligt udtalte sig homofobisk.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er en ansat ved navn Masayoshi Arai, der er blevet afskediget. Det sker, efter at han til lokale medier sagde, at han ikke ville have lyst til at bo ved siden af homoseksuelle, biseksuelle eller par bestående af transpersoner.

Arai advarede desuden om, at folk vil begynde at flygte fra Japan, hvis landet tillader ægteskaber mellem personer af samme køn. Ægteskaber mellem personer af samme køn er i dag ikke tilladt i Japan.

Arai har siden undskyldt udtalelserne, men er alligevel altså blevet fyret.

- Hans kommentarer er skammelige og fuldstændig ude af takt med vores administrations politik, siger Kishida til det statslige medie NHK.

Kishida har selv for nylig sagt i det japanske parlament, at man grundigt bør overveje, om ægteskab mellem personer af samme køn bør tillades. Der bør tages højde for den mulige indflydelse på familiestrukturen, pointerer han.

Sagen om Arais udtalelser kommer, på et tidspunkt hvor den offentlige opbakning til Kishida er dalet markant. Ifølge nylige meningsmålinger er hans opbakning halveret til omkring 30 procent siden sidste år.

Det tilskrives en række skandalesager, som regeringen har været ramt af.

Arais udtalelser kommer også på et ubehageligt tidspunkt for Kishida, fordi han i maj skal være vært for et møde mellem de magtfulde G7-lande.

I modsætning til Japan, der i størstedelen af de seneste syv årtier har været ledet af et konservativt parti, tillader de øvrige G7-lande ægteskab eller registreret partnerskab mellem to personer af samme køn.

G7 består af syv af verdens førende industrilande. Medlemmerne er USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada.

/ritzau/