Bond-films premieredato er blevet udskudt flere gange. Den skulle oprindeligt have haft premiere i april.

Den 25. film i rækken om den britiske agent James Bond er atter en gang blevet udskudt.

Det melder producenterne på filmens hjemmeside natten til fredag dansk tid.

Filmen, som har fået navnet "No Time To Die", skulle oprindeligt have haft premiere i april 2020, senere hen november og siden da april 2021. Den er nu blevet udskudt til den 8. oktober.

Producenterne melder ikke, hvad der ligger bag udsættelsen. Men årsagen til de tidligere udsættelser skyldtes coronapandemien, og at producenterne ville vente til, at filmen kunne blive set i biografen.

I "No Time To Die" har James Bond forladt den aktive tjeneste og har trukket sig tilbage på Jamaica. Men idyllen slutter brat, da en gammel bekendt fra CIA beder om Bonds assistance.

Missionen handler om at redde en kidnappet forsker, men opgaven viser sig at være langt farligere end ventet, da Bond kommer på sporet af en mystisk skurk, der er bevæbnet med en farlig, ny teknologi.

Den britiske skuespiller Daniel Craig indtager for femte og angiveligt sidste gang rollen som agent 007.

Han står i "No Time To Die" overfor superskurken Safin, der spilles af den oscarvindende "Bohemian Rhapsody"-stjerne Rami Malek.

Den cubanske skuespillerinde Ana de Armas bliver Bonds kvindelige modstykke i rollen som den hårdtslående Paloma.

Også den dansk-svenske skuespiller David Dencik har en skurkerolle i filmen.

Han går således i fodsporene på Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen og Jesper Christensen, der tidligere har forsøgt at overtage verdensherredømmet i Bond-universet.

/ritzau/