De danske gymnasieelevers hærgen i Prag for to år siden har gjort et så stort indtryk, at hverken Prags Politi eller værtshus- og hotelejerne vil efterlade noget til tilfældighederne, heller ikke i år.

I weekenden er det alvor, og de første drikkelystne danske gymnasieelever ankommer til den tjekkiske hovedstad Prag på deres årlige druktur. I Prag melder hotel- og værtshusejerne og ikke mindst Prags Politi imidlertid sig klar til at tage imod. Umiddelbart lyder det ikke som om, at det bliver specielt morsomt at være dansk gymnasieelev i Prag i de kommende to uger.

»Vi er blevet klogere og vil forlange 1-2000 kroner(ca.270-540 danske kroner) i depositum alt efter selskabets størrelse. For to år siden oplevede vi alt for mange gange, at folk smuttede uden at betale. Den slags orker vi ikke mere,« fortæller driftschef Petr Kerner fra værtshuset The Pub, midt i Prag og tilføjer:

Læs også:

»Er man beruset ved ankomst bliver man nægtet adgang og vi vil være meget strikse med at tjekke folks alder,« siger han.

The Pub er et koncept værtshus, hvor man selv skænker sit øl og betaler efter det nøjagtige forbrug, som på en tankstation, og de danske gymnasieelever hører ikke til de mest tilbageholdende, fortæller Petr Kerner.

»De drak virkelig som danskere,« griner Petr Kerner og henviser til et gammelt tjekkisk ordsprog, som karakteriserer folk som drikker for meget, som »drikker som en dansker«.

Læs også:

De særlige foranstaltninger, der i den kommende tid bliver brugt på The Pub er ikke enestående. De fleste restauranter og hoteller har planer om at tage lignende midler i brug og vil forlange depositum eller en billedlegitimation.

Initiativerne bliver bakket op hos politiet i Prag, hvor man ligeledes gør klar til de danske gymnasieelevers ankomst og i lighed med sidste år har planer om en lang række tiltag mod danskernes uhæmmede druk.

Ved du noget, så tip BT på 1929@bt.dk

»Vi vil forstærke vores tilsyn på de fleste værtshuse og restauranter i den indre by og der bliver ingen pardon. Er man beruset og forstyrrer den offentlige orden eller er man under 18 kommer man med på stationen og i værste fald ryger i detentionen,« fortæller politiets talsmand Tomas Hulan.

Ifølge ham registrerede politiet sidste år omkring 300 tilfælde af berusede unge under 18 år, for det meste fordi de snød med særlige armbånd, produceret af den danske rejsearrangør til at signalere de unges alder og på den måde lette værtshusejernes arbejde.

»Rejsebureauet har fortalt at de har en forbedret udgave af armbåndene i år,« siger Tomas Hulan og tilføjer, at de unges alder vil ligeledes blive kontrolleret ved de mange razziaer, som politiet planlægger at gennemføre.

Læs også:

Tomas Hulan er overbevist om, at politiets tiltag og hård linie fra sidste år virker, og at de unge danskere, der kommer til Prag vil opføre sig pænt.

»Rejsebureauet har meddelt, at der i år kun kommer omkring 900 danske gymnasieelever, det er væsenligt mindre end i de tidligere år, hvor der blev talt om op imod 8000 unge. Vi tror, det skyldes, at de unge er blevet trætte af os, vi var jo i røven på dem hele tiden,« siger Tomas Hulan, mens et veltilfreds smil bredder sig i hans ansigt.

Det er tvivlsomt at den samme tilfredshed vil finde sted hos hotelejerne og værtshusejerne som dermed ser ud til at miste en del af deres indtjening.

De danske gymnasieelever får i år følgeskab af omkring 1800 svenske og 300 norske elever. Prags Politi vil i lighed med sidste år få assistance fra tre danske politimænd, som ankom til Prag fredag.  De danske elevers druktur foregik sidste år, uden nævneværdige problemer. I 2013 blev der til gengæld begået hærværk på flere af hotellerne og det kom til en del slagsmål eleverne i mellem. Det er gentagelsen af den type situationer, de tjekkiske politibetjente ønsker at  undgå.