Det er nødvendigt at give demonstrationernes ledere en lærestreg, mener en fremtrædende iransk præst, som opfordrer til at idømme dem dødsstraf.

En ledende iransk præst opfordrer i dag retsvæsnet til at give strenge straffe, heriblandt dødsstraf, til lederne af demonstrationer imod valghandlingen ved det nylige præsidentvalg.

- Jeg anmoder retsvæsnet om at gennemføre en beslutsom konfrontation med lederne af disse illegale demonstrationer og beder om dødsstraf til dem uden nogen nåde, sagde ayatollah Ahmad Khatami under fredagsbønnen.

Khatami står tæt på præsident Mahmoud Ahmadinejad, som ifølge myndighederne blev genvalgt med massivt flertal ved valget den 12. juni. Oppositionen har gennemført storstilede protester over, hvad de ser som valgsvindel.

Ahmad Khatami sagde i fredagsbønnen til bedende på Teheran Universitet, at det er nødvendigt at give alle en lærestreg i forbindelse med demonstrationerne, som har udfodret det iranske styre.



/ritzau/dpa