Enden er nær. Apokalypsen begynder klokken seks lørdag aften verden over, advarer amerikansk dommedagsprofet.

Det er allersidste udkald for at angre sine synder, søge frelse og sige farvel til gamle venner.

For Dommedag rammer i aften.

Det mener den kristne fundamentalist og sektleder Harold Camping, som udråber 21. maj til store undergangsdag. Et apokalyptisk jordskælv rammer klokken 18.00 lokal tid i hver af jordens regioner, lyder det.

Den 89-årige prædikant fra guds eget land har haft held med at jage en skræk i livet på stærkt religiøse mennesker, som har kvittet deres jobs og søgt i skjul, skriver AFP.

Camping baserer sin profeti på udspekulerede bibelske beregninger, som fastslår, at dags dato ligger akkurat 7000 år efter Noahs oversvømmelse.

- Biblen er en meget faktuel bog. Når det gælder guds forudsigelser, har det altid indtruffet, siger han.

Ikke overraskende for en dommedagsprofet mener han, at rettroende kommer i himlen, mens alle andre går en knapt så behageligt skæbne i møde.

Den står på fem måneders rædsler med pest, jordskælv, krig og hungersnød, før jorden går endeligt under til oktober.

Dommedagsprofetien har også spredt sig ud over USA's grænser.

I Vietnam gemmer hundredvis af mennesker sig i skovene i den nordvestlige del af landet, forlyder det. Og i den mexicanske by Ciudad Juarez ses kæmpe gadereklamer, som lover, at "Jesus kommer tilbage den 21. maj".

Ifølge Courtney Campbell, professor i religion og kultur på Oregon State University, har dommedagsprofetier kronede dage, når vi nærmer os markante datoskift såsom 1. januar 2000.

Men større kriser i samfundet kan også sætte skub under frygten for armageddon, lyder det.

- Lige nu finder mange naturkatastrofer sted, som gør folk bekymrede. Det gælder både tornadoer i Syden eller jordskælv og tsunamier. USA er netop nu involveret i tre krige, siger han til New York Times.

- Vi er stadig i en periode med økonomisk usikkerhed, tilføjer hun.

Prædikanten Camping har allerede fejlagtigt forudset dommedag én gang tidligere tilbage i 1994.

Indtil videre er der dog ikke meldinger om, at den østligste del af verden skulle være ramt af apokalyptisk jordskælv endnu, og der har klokken paseret 18.00 lokal tid.

/ritzau/