»At være født ti år efter genforeningen og at være barn og ung i krigsårene, det prægede hele hans politiske projekt,« siger Hans Engell til B.T.
I 2012 var der forpremiere på filmen om Margaret Thatcher – spillet af Meryl Streep – i Grand Teatret i København. Jeg sad med i et panel med Poul Schlüter og Inger Støjberg.
Poul Schlüters take på Europas mest bemærkelsesværdige politiker i den tid, han var statsminister, var interessant. Han havde naturligvis mødt jernladyen mange gange og både forhandlet med hende og mod hende. Han var allermest imponeret over hendes viljefasthed.
»Af og til må man træffe nogle upopulære beslutninger og risikere noget. Modet til at træffe upopulære beslutninger har manglet det seneste år,« sagde Poul Schlüter.
»Når man præsenterer besparelser, er de som udgangspunkt uacceptable. Men i sidste ende vil folk gerne acceptere dem, fordi de kan se, at det er nødvendigt. Hvis Thatcher ville noget, så blev det også til noget, og hun var ligeglad med, om det i øjeblikket var upopulært, for hun var overbevist om, at hun havde ret. Det respekterer jeg,« sagde Schlüter ved den lejlighed.
Poul Schlüter og Margaret Thatcher havde begge magten i små 11 år, ovenikøbet sad de i otte af disse – 1982 til 1990 – som statsledere på samme tid, og begge var de fra øriger med stor skepsis over for tysk dominans i Europa.
Både Thatcher og Schlüter vil blive husket som ledere, der fik gennemtrumfet meget vidtgående og omdiskuterede sparepakker, og begge var konservative.
Det er oplagt at tænke, at det var den samme konservative reformild, der brændte i dem begge. Men ved mit møde med Poul Schlüter stod det klart, at der var mere, der adskilte dem end samlede dem.
Dette bliver bekræftet af Hans Engell, der både tjente som forsvarsminister og justitsminister i Schlüter-regeringerne, da B.T. taler med ham.
»Schlüter mødtes med Thatcher flere gange, før han blev statsminister og naturligvis mange gange efterfølgende til EU- og NATO-topmøderne. Men det er meget interessant, at Margaret Thatcher aldrig var på officielt statsbesøg i Danmark, på trods af at de var statsledere på samme tid i så mange år. Og jeg erindrer heller ikke, at hun nogensinde blev inviteret,« siger Hans Engell til B.T.
»Jeg tror egentligt godt, at han kunne lide hende som person. Hun skrev til ham flere gange, og det var han glad for. Men han var ingen beundrer af hendes politiske projekt. Han opfattede Thatchers konservatisme som yderliggående liberalisme og nationalisme, og de ismer havde ikke stor plads i Schlüters verdenssyn. Hans konservatisme var i langt højere grad præget af behovet for at passe på de svageste og et ønske om at holde sammen på samfundet. Schlüter så det ikke som sin opgave at lave det, som Anders Fogh Rasmussen senere kaldte en totalkonfrontation med den socialdemokratiske samfundsmodel. For Schlüter var det moderne Danmark blevet til som et samarbejde mellem de to fløje, og det resultat holdt han af,« siger Hans Engell.
Poul Schlüter, der måske allermest huskes for indenrigspolitiske anliggender som genopretningspolitik og kartoffelkur, var i virkeligheden langt mere internationalt anlagt.
»Han fulgte virkelig med i, hvad der foregik på den internationale politiske scene, også før han blev statsminister. Han havde dengang i flere år taget på besøg hos politiske ledere rundt om i Europa, så han var yderst velorienteret om, hvad der rørte sig. Og det var der en enkelt forklaring på. Poul Schlüter troede slet ikke, at han skulle være statsminister. Indtil få dage før han blev statsminister, troede han, at han skulle være udenrigsminister. Det havde han forberedt sig på og glædet sig til, og han var skarp på stoffet,« siger Hans Engell.
Måske lidt overraskende havde Schlüter ifølge sin tidligere forsvars- og justitsminister stor veneration for den franske, socialistiske præsident François Mitterrand. Schlüter, der blev født i 1929 i Sønderjylland, indså, at der var behov for et forenet Europa, omend han altid var modstander af et Europas Forenede Stater.
»Han havde meget til overs for Mitterrand. Især respekterede han Mitterrands syn på Europa. Tyskland havde han det altid sværere med. Her spillede hans opvækst i det sønderjyske tæt på grænselandet ind. Han kunne godt lide Helmut Kohl, men han var altid forbeholden over for tyskheden. At være født ti år efter genforeningen og at være barn og ung i krigsårene prægede hele hans politiske projekt, og det var også derfor, at det for ham var et kardinalpunkt, at Danmark altid skulle være med i NATO,« siger Hans Engell, der minder om »atomvalget« i 1988, hvor Schlüter satte sin statsministerpost på spil.
Dette valg drejede sig om den danske fodnotepolitik, opstilling af amerikanske Pershing ll-raketter i Europa, og hvorvidt amerikanerne skulle oplyse om amerikanske fartøjer, når de sejlede i europæiske farvand.
»Man glemmer lidt, hvor meget dette betød for Poul Schlüter. Forholdet til USA, NATO og et samarbejdende Europa var afgørende områder for ham. Så afgørende, at han var villig til at sætte sit politiske projekt på spil for at få sin vilje.«
Forholdet til USAs præsidenter George Bush og Ronald Reagan var også varmt. Poul Schlüter fortalte Hans Engell, at Ronald Reagan under et af Schlüters besøg til Washington havde et bundt med emner i hånden.
»Så kunne han vælge nogle passende samtaleemner undervejs. Det grinede Poul meget af, for det var jo lidt ligesom en skuespiller, der læser op fra cue cards, og som han sagde, så var Reagan vel ikke oprindeligt skuespiller for ingenting.«
