For det meste skal man tage ordene fra lederen af Wagnergruppen med et vist forbehold.

Men denne gang kunne der måske være en bekymrende sandhed i dem. I hvert fald hvis man hedder Vladimir Putin og er præsident i Rusland.

I løbet af de seneste døgn er der kommet nyheder fra Ukraine, vi ikke har hørt længe.

Til at begynde med tikkede de langsomt ind på obskure kanaler på sociale medier. Ikke længe efter begyndte nyhederne at blive bekræftet fra officiel hånd.

Både russisk og ukrainsk.

Det ukrainske forsvar havde for første gang siden marts formået at vinde terræn i området omkring Bakhmut.

Og så kom den berygtede leder af den russiske lejehær Wagnergruppen, Jevgenij Prigozjin, med en række udtalelser, som syntes at passe ind i netop det scenario.

Han talte om flygtende russiske soldater, store problemer med at holde linjen og ikke mindst om en frygt for, at ukrainske tropper skulle kunne flankere hans tropper i Bakhmut – med et muligt grufuldt endeligt som resultat.

Billede af en del af den østukrainske by Bakhmut set fra oven. Her er de store ødelæggelser tydelige.
Billede af en del af den østukrainske by Bakhmut set fra oven. Her er de store ødelæggelser tydelige. Foto: ADAM TACTIC GROUP
Vis mere

Byen har de to lande kæmpet intenst om siden sidste sommer. I forbindelse med den russiske vinter- og forårsoffensiv formåede Wagnergruppen med assistance fra den almindelige russiske hær at indtage store dele af byen.

Ukraine blev næsten presset helt ud.

Den nylige sejr for Ukraine i Bakhmut – uanset hvor lille den er i kvadratkilometer – kan måske være et vendepunkt for det ukrainske forsvar i området.

»Den lange vinteroffensiv fra russisk side ser ud til at have været hård ved Rusland. Vi begynder at se tegn på, at de nu har svært ved at modstå det ukrainske pres,« siger Jacob Kaarsbo, der er fellow ved Tænketanken Europa og har en baggrund som chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Han følger til daglig situationen i Ukraine tæt.

Normalt har han ikke meget tiltro til de udtalelser, der kommer fra Jevgenij Prigozjin. Men måske var der en sjælden gang noget, han kunne tro på.

»For en gangs skyld taler Prigozjin måske sandt. De er pressede i Bakhmut,« siger Jacob Kaarsbo.

»Det er ikke et kæmpe område, Ukraine har vundet tilbage. Men hvor svage er Rusland på flankerne? Det kan blive afgørende. Måske har Prigozjin ret,« siger den danske ekspert.

Lederen af Wagnergruppen, Jevgenij Prigozjin, i en af sine seneste videoer.
Lederen af Wagnergruppen, Jevgenij Prigozjin, i en af sine seneste videoer. Foto: HANDOUT
Vis mere

Han anser det dog ikke nødvendigvis for et hovedmål for Ukraine at presse de russiske tropper ud af byen i det østlige Ukraine.

Faktisk snarere det stik modsatte.

»Spørgsmålet er, hvor mange kræfter Ukraine lægger i at ramme Rusland i Bakhmut. Det, vi har set den seneste tid, er jo ikke den store modoffensiv. Måske er det et forsøg på at lokke Rusland fra andre områder, inden de igangsætter den store offensiv,« forklarer Jacob Kaarsbo.

»Måske bruger Ukraine lavintense angreb som dem ved Bakhmut, så de fortsat har kræfter til den store hovedoffensiv, som måske i stedet går mod Det Azovske Hav i syd.«

Og så er vi igen ved den kommende ukrainske modoffensiv. Den, der er blevet kaldt forårsoffensiven.

Jacob Kaarsbo ser i stigende grad ukrainske forberedelser til den.

»Vi har set en kraftig intensivering af angreb på Rusland bag fronten. Den ukrainske offensiv kommer snart,« siger Jacob Kaarsbo.

»Vi er meget tæt på forårsoffensiven. Der bliver meget fyrværkeri de kommende uger.«