Trump har fyret udenrigsminister Rex Tillerson. Han føjer sig til lang række af fyrede og fratrådte topfolk.
USA's præsident, Donald Trump, meddeler tirsdag i et tweet, at han skifter udenrigsminister Rex Tillerson ud med den hidtidige CIA-chef Mike Pompeo.
Flere topfolk i den amerikanske administration har måttet forlade embedet - enten frivilligt eller med en fyreseddel i hånden - siden Donald Trump blev indsat som USA's præsident for godt et år siden.
Herunder ses et udpluk af dem, der har måttet forlade deres poster under Donald Trumps præsidentperiode.
* Rex Tillerson: Udenrigsministeren blev tirsdag afskediget af Donald Trump, som på Twitter oplyser, at han erstattes af CIA's direktør, Mike Pompeo. Ny CIA-direktør bliver CIA's hidtidige næstkommanderende, Gina Haspel.
Der har længe været rygter om dårlig kemi mellem Trump og Tillerson. En embedsmand i Det Hvide Hus forklarer skiftet med, at præsidenten ønsker at have et nyt hold på plads inden forhandlinger med Nordkorea og om nye handelsaftaler.
* Gary Cohn: Den økonomiske toprådgiver trak sig i starten af marts. Officielt er det ikke oplyst, hvad der ligger bag. Men det kan skyldes uenighed mellem ham og Trump om de toldsatser, præsidenten vil indføre på importeret stål og aluminium.
* Hope Hicks: Donald Trumps kommunikationschef i Det Hvide Hus trækker sig 28. februar, efter at hun under et vidneudsagn i Kongressen har tilstået, at hun har stukket "hvide løgne" i præsidentens tjeneste.
* Rob Porter: Stabssekretæren i Det Hvide Hus trak sig fra sin stilling i begyndelsen af februar, efter at to tidligere ægtefæller havde anklaget ham for at have udøvet fysisk vold mod dem, mens de var gift.
* Steve Bannon: Den kontroversielle chefstrateg forlod i august 2017 sin post i Det Hvide Hus. Det skete, efter at avisen The New York Times kunne berette, at præsident Trump havde besluttet at fjerne Bannon fra posten.
* Anthony Scaramucci: Præsidentens kommunikationschef fik kun ti dage på posten. Han blev fyret 31. juli sidste år af Trumps nye stabschef, John Kelly, efter at Scaramucci havde langet ud efter flere toprepublikanere i en samtale med en journalist fra magasinet The New Yorker.
* Reince Priebus: Præsident Trumps første stabschef blev fredag 28. juli skiftet ud med den hidtidige minister for national sikkerhed, John Kelly.
* Sean Spicer: Han sagde op som pressetalsmand for Det Hvide Hus, fordi han var utilfreds med ansættelsen af Anthony Scaramucci som ny kommunikationschef i Det Hvide Hus.
* James Comey: Direktør for det amerikanske forbundspoliti, FBI, som havde stået i spidsen for en undersøgelse af Ruslands mulige indblanding i præsidentvalgkampen i USA i 2016. Han blev fyret af Trump i maj 2017.
* Michael Dubke: Stifter af Crossroads Media, som trådte tilbage som kommunikationschef i Det Hvide Hus i maj sidste år.
* Michael Flynn: Trumps nationale sikkerhedsrådgiver trådte tilbage i februar 2017. Det skete, efter afsløringer af at han havde drøftet amerikanske sanktioner mod Rusland med den russiske ambassadør i USA, før Trump tiltrådte. Han havde desuden vildledt vicepræsident Mike Pence om samtalerne.
* Sally Yates: Den fungerende justitsminister blev fyret af Trump i januar 2017, efter at hun havde beordret justitsministeriets advokater til ikke at håndhæve Trumps indrejseforbud.
Kilder: Reuters, NTB og The New York Times.
/ritzau/