Hun var en kvinde, der formåede at dele vandene, træffe benhårde politiske beslutninger trods massiv modstand og føre sine ideer ud i livet.
Den tidligere premierminister i Storbritannien Margaret Thatcher, der mandag i en alder af 87 år døde som følge af et slagtilfælde, har i den grad sat et solidt aftryk på historien, både i Storbritannien og i resten af verden.
»Jeg ville have foretrukket jern, men bronze går an,« sagde Margaret Thatcher for nogle år siden, da det britiske Underhus opstillede en statue af hende.
På det tidspunkt beskrev folk, der havde mødt »Jernladyen«, Storbritanniens premierminister 1979-1990, som en ældre dame med færre kræfter end tidligere, hvor den markante politiker dominerede Storbritanniens politiske scene.
Selv om kræfterne var blevet færre, var udstrålingen til det sidste fortsat betydelig, forlød det. Men offentligheden så mindre og mindre til hende gennem de seneste år, skriver Berlingske.
Indimellem trådte Thatcher dog frem for verdenspressen, for eksempel da hun i sommeren for to år siden var på besøg hos partifællen, den ny premierminister David Cameron, der hyldede Thatcher som en af de helt store på linje med Winston Churchill.
Thatcher holdt sin første politiske tale kort efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor hun, købmandens datter fra Grantham, var kemistuderende og 1946 blev formand for den konservative studenterforening ved universitetet i Oxford.
Siden blev hun advokat og gift med den ti år ældre velhavende direktør, Denis Thatcher, med hvem hun fik sønnen Mark og datteren Carol, og fra 1959 var hun valgt til Underhuset.
Allerede i 1961 blev hun juniorminister. Hverken dengang eller da hun i Edward Heaths regering 1970-1974 var undervisningsminister, var hun kendt som en særskilt hårdkogt politiker; selvom hun blev voldsomt upopulær som den, der snuppede den gratis mælk fra børnene i en sparerunde.
Da den vage Edward Heath efter et valgnederlag og nogle voldsomme politiske U-vendinger blev afsat, fik Thatcher magten og blev den første kvindelige partiformand.
Her rykkede hun mod højre og lod sig inspirere af nyliberale tænkere som F. A. von Hayek og Milton Friedman samtidig med, at hun fra 1979 blev premierminister.
Thatcher fik kureret Storbritannien, der dengang var Europas syge mand, med en klar frihedsorienteret kurs, der vakte stor modstand fra socialister i alle partier - inklusive hendes eget.
Hun privatiserede og afregulerede med hård hånd, og den afledte effekt var, at de sociale spændinger i samfundet øgedes, som den danske historiker Jørgen Sevaldsen skrev i biografien »Thatcher«, der udkom for to år siden.
Særligt når det gjaldt det daværende EF, var kursen hård. Hun fik forhandlet en britisk rabatordning, som de andre lande fandt urimelig, og hun var mere end tøvende over for Tysklands genforening.
Til gengæld havde hun under koldkrigen en allieret i USAs præsident Ronald Reagan, med hvem hun havde en klar ideologisk beslægtethed, og sammen lavede de »forretninger« med Sovjets Gorbatjov.
Desværre blev Thatcher efterhånden mere og mere magtfuldkommen med et behov for at sætte sig igennem og ydmyge regeringskolleger. Derfor blev hun reelt afsat i 1990, og hendes otium har været præget af stor bitterhed overfor dem, der svigtede hende. Efterfølgende er hun dog verden over blevet hyldet af liberale og konservative tilhængere, fordi hendes thatcherisme udgjorde en tidlig omstilling til globaliseringen og en politik, der på lange stræk reelt blev videreført af de efterfølgende premierministre, John Major og Labours Tony Blair.
Margaret Thatcher har i løbet af årene flere gange haft problemer med helbredet, blandt andet en række mindre hjertetilfælde i 2002. I 2008 skrev hendes datter Carol Thatcher i en bog, at hendes mor lider af demens. Dette blev illustreret i filmen »Jernladyen« fra 2011.
