Den 23-årige pornostjerne Aubrey Gold er blevet sigtet for medvirken til mord.

Offeret var hendes egen kæreste.

Pornostjernens kæreste Raul Guillen blev sidst set i live 4. juli i sit hjem i den amerikanske delstat Alabama. Samme dag ringede han ifølge sin datter til eks-konen og fortalte, at han var i en svær situation, havde brug for penge og var i selskab med nogle farlige personer. Da der stadig ikke var livstegn fra ham, blev Guillen meldt savnet et par dage senere. Det skriver flere medier, herunder The Sun.

Sidste tirsdag kom gennembruddet i sagen.

Her fandt politihunde Raul Guillens lig i en interimistisk grav ved en afsidesliggende vej  nær byen Graceville i Florida.

Efterforskningen pegede i retning af de tre farlige personer, som Guillen havde fortalt ekskonen om. En af dem var pornostjernen Aubrey Gold, som politiet kendte særdeles godt i forvejen.

Lauren Wambles, som er pornostjernens borgerlige navn, er blevet anholdt seks gange siden 2018 og skulle i forvejen møde i retten til en sag om besiddelse af stoffer.

Nu er hun også sigtet for medvirken til mord på sin egen kæreste.

Der er to andre sigtede i sagen. 35-årige William Parker er sigtet for mord, mens 43-årige Jeremie Peters er sigtet for medvirken til mord og usømmelig omgang med liget.

Motivet bag drabet på 51-årige Raul Guillen er ifølge politiet 'stoffer og penge'.

Der skulle være fundet beviser mod de tre sigtede i både Parkers og Peters' boliger.

Politiet forventer, at flere personer vil blive sigtet i mordsagen.