Kun to uger efter at have brudt med kanalen Fox News vender den amerikanske tv-vært Tucker Carlson nu tilbage til nyhedsdækningen.
Denne gang bliver det dog på Twitter.
Det annoncerer den ultrapopulære mediemand tirsdag på selvsamme platform i en tre minutter lang video.
I videoen langer han samtidig ud efter de traditionelle nyhedsmedier, som ifølge ham er »fyldt med løgne«.
»Det bedste, du kan håbe på i nyhedsbranchen, er friheden til at fortælle den mest fuldendte sandhed, du kan, men der er altid grænser,« siger han.
»Rammer du de grænser for ofte, bliver du fyret. Det er ikke et gæt – det er en garanti.«
Tucker Carlson brød med Fox News i april 2023 efter at have været ansat på kanalen siden 2009.
Han var vært på 'Tucker Carlson Tonight', der blev sendt i prime time og var et af de absolut mest populære nyhedsprogrammer på amerikansk tv med 3,5 millioner seere hver aften.
Der har været uklarhed om, hvorfor han pludselig stoppede på kanalen, men det er ingen hemmelighed, at han har været en kontroversiel skikkelse.
Meldingen om hans afgang kom knap en uge efter, at Fox News indgik et milliardforlig i en juridisk kamp, hvori kanalen blandt andet blev beskyldt for at promovere konspirationsteorier.
Tucker Carlson var én af dem, der stod til at skulle vidne i en eventuel retssag, skriver The Guardian.
Samtidig er Fox News blevet sagsøgt af en tidligere medarbejder, der anklager Tucker Carlson for at skabe et »giftigt arbejdsmiljø«, hvor kvinder blev omtalt nedsættende, skriver The Independent.