En af verdens mest populære apps, 'Facebook', er blevet ramt af en fejl, der betyder, at flere Android-brugere verden over i øjeblikket ikke kan bruge app'en.

Flere brugere skriver på de sociale medier, blandt andet på Twitter, at app'en lukker ned igen ligeså snart, de prøver at starte den.

»Vi er klar over, at der er nogle, der i øjeblikket har problemer med at bruge Facebook-app'en. Vi arbejder på at få tingene tilbage til det normale så hurtigt som muligt,« siger en Facebook-talsmand til det britiske medie Express.

På hjemmesiden 'Downdetector.com' kan man se, hvor i verden der er brugere, der i øjeblikket har problemer med app'en. Der kan man se, at det drejer sig om flere lande - heriblandt Danmark.

Især lande som USA, Storbritannien, Østrig, Holland, Frankrig og Spanien er ramt.

En bruger skriver blandt andet på Twitter:

'Min Facebook Android-app har været nede i flere timer nu. Intet lader til at virke. Har installeret den igen, skabt mere lagerplads på min telefon, opdateret den... Jeg er ikke en glad bruger.'

En anden bruger skriver i frustration:

'Den konstante ødelagte Facebook-app er virkelig begyndt at irritere mig. Jeg troede aldrig, jeg ville blive irriteret over det, men jeg overvejer helt seriøst at slette min Facebook-profil nu.'

Android-brugere verden over oplevede efter sigende problemer med app'en allerede ved 12-tiden dansk tid torsdag.