Både USA's udenrigsminister og FN-ambassadør har aflyst udenlandske besøg. Det sker efter sidste uges uro.

Mike Pompeo har aflyst sit sidste officielle besøg til Europa i rollen som udenrigsminister for USA.

Ifølge udenrigsministeriet sker det for at sikre den bedst mulige indsættelse af Joe Biden som USA's nye præsident. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den oprindelige plan var, at udenrigsministeren skulle været fløjet mod Europa tirsdag på et todages besøg.

Men i stedet er Mike Pompeo blevet i Washington, hvor han vil være med til at sikre en "gnidningsfri og ordentlig" overgang til den nye regering, har det lydt fra det amerikanske udenrigsministerium.

Også Kelly Craft, der er USA's FN-ambassadør, har fået aflyst sin planlagte tur til Taiwan. Den stod ellers til at begynde onsdag.

En talsperson har fortalt, at aflysningen af Crafts besøg ligeledes er sket for at sikre en ordentlig indsættelse af den nye præsident.

Aflysningerne kommer på et tidspunkt, hvor der er politisk uro i USA. Efter sidste uges optøjer i Washington D.C., hvor demonstranter angreb Kongressen, har der været stor kritik af den nuværende præsident, Donald Trump.

Fra forskellige sider er præsidenten blevet kritiseret for at have opildnet til de optøjer, der endte med at koste fem personer livet.

Efterfølgende har Demokraterne udtrykt ønske om at indlede en rigsretssag mod Trump, ligesom der har været ønske om at få ham afsat før tid.

Planmæssigt står Joe Biden til at overtage præsidentembedet fra 20. januar.

Sidste uges angreb mod Kongressen og Trumps håndtering i sagen er ikke kun blevet kritiseret af Demokraterne.

Blandt andet skal en talsperson fra Luxembourg under betingelse af at forblive anonym have fortalt AFP, at en del af Pompeos tur til Europa er blevet aflyst, efter at den luxembourgske udenrigsminister, Jean Asselborn, har kaldt Trump en "kriminel".

Pompeo havde ifølge AFP ikke planlagt møder med topfolk fra EU under sit nu aflyste besøg til Europa.

/ritzau/