Den polske borgmester for havnebyen Gdansk, 53-årige Paweł Adamowicz, er søndag blevet stukket ned.

Overfaldet skete på scenen foran flere hundrede mennesker under velgørenhedsarrangementet 'Great Orchestra of Christmas Charity'.

Her løb en mand klokken 20.00 op på scenen og stak Paweł Adamowicz med en skarp genstand, mens han råbte noget højt. Det skriver TVN24.

Øjenvidner beretter til mediet, at borgmesteren kort efter tog sig til maven. Paweł Adamowicz er blevet fragtet væk i en ambulance og er i kritisk tilstand.

Nedenfor viser en video af koncerten, hvordan en person løber på scenen, hvorefter der opstår tumult.

Gerningsmandens identitet er ukendt, men han skal ifølge tv-stationen være blevet pågrebet.

Polens indenrigsminister, Joachim Brudzinksi, bekræfter til TV24, at borgmesteren er blevet genoplivet efter hændelsen.

'Angrebet på borgmesteren i Gdańsk Paweł Adamowicz er en handling af uforklarligt barbari. Jeg er i kontakt med @PolskaPolicja (politiet i polen, red.) og alle omstændigheder i forbindelse med hændelsen skal efterforskes dybdegående,' skriver han på Twitter.

Hans tilstand beskriver indenrigsministeren som alvorlig.