Zimbabwes politiske ledere søger nu midler til at bygge en luksusby knap 18 kilometer fra Zimbabwes hovedstad, Harare.

Det skriver Bloomberg.

Planen for de politiske ledere er at bruge svimlende 60 milliarder dollar til at bygge en by, der skal huse landets rigeste og mest magtfulde mennesker – og skal gå under navnet 'Zim Cybercity'.

Byen er beregnet til at være et luksuriøst samlingspunkt for det nationale parlament, den centrale banks hovedkvarter, højesteretten, mineral-auktionscentre og en børs.

Og så skal der selvfølgelig både være et præsidentpalads og luksusvillaer i lange baner.

Hvis planen udvikler sig som ønsket, kommer byen til at stå i skærende kontrast til hovedstaden, Harare, der ligger få kilometer derfra.

Harare er i dag fyldt med både huller på vejene, en skrantende elektricitet, affald, der ligger spredt i gaderne – og så har der ikke været pålideligt rindende vand i årevis.

Hovedstaden huser samtidig nogle af landets fattigste mennesker, der med stor sandsynlig ikke kommer til at få glæde af de luksuriøse fremtidsplaner.

Fremtidsplaner, som flere dog er skeptiske overfor.

»Det er usandsynligt, at selv et land med skæve prioriteter som Zimbabwe nogensinde vil få det bygget,« siger blandt andre professor i verdenspolitik Stephen Chan til mediet.