En tidligere senator i USA og hans kone blev indlagt på hospitalet, efter at deres hjem blev ødelagt af en voldsom brand. Huset, som udbrændte totalt, havde en værdi på 5,5 millioner dollar (godt 36 millioner kroner).

Den 82-årige Charles 'Chuck' Robb og hans kone, Lynda Robb på 77 år, blev begge såret, da flammerne opslugte luksusejendommen i det nordlige Virginia.

Dramatiske billeder viser brandfolkene kæmpe for at slukke ilden, der som et inferno raserede huset. Det ligger i området McLean, hvor der bor adskillige velhavende politikere. Det skriver Sky News.

Carles Robb var guvernør for Virginia fra 1982 til 1986, og han var senator fra 1989 til 2001. Han blev behandlet for røgforgiftning, men senere udskrevet fra hospitalet.

Lynda Robb er datter af den tidligere præsident i USA Lyndon B. Johnson. Hun er fortsat indlagt og får hjælp af en respirator til at trække vejret, og hun har fået andengradsforbrændinger.

Ejendommen, hvor de havde levet næsten 50 år, blev totalskadet.

De var de eneste personer, der var hjemme, da branden brød ud klokken 23.30 tirsdag.

Deres tre døtre siger i en udtalelse: »Hele vores familie er dybt taknemmelige over for brandfolkene, der reagerede så hurtigt. Og vi er taknemmelige over for de medicinske professionelle, som tager sig af dem.«

Brandfolkene i gang med at slukke ilden.
Brandfolkene i gang med at slukke ilden. Foto: Fairfax County Fire and Rescue Department
Vis mere

Der var intet tilbage, efter at ilden havde raseret millionvillaen i Virginia, USA.
Der var intet tilbage, efter at ilden havde raseret millionvillaen i Virginia, USA. Foto: Fairfax County Fire and Rescue Department
Vis mere

»Vi har stadigvæk, hvad der er vigtigst for os – vores mor og far.«

Brandfolkene fra Fairfax County Fire and Rescue Department har delt billeder og video fra branden på Twitter.