Først afviste politiet i Kansas alle rygter og spekulationer.

Der var ingen grund til at tro, at der var en seriemorder løs, som udvalgte sine ofre blandt sårbare sorte kvinder.

Men en tidlig morgen 14 dage efter ændrede alt sig.

En bedstemor bosiddende i et alment boligbyggeri i Excelsior Springs blev vækket af, at det bankede på hendes dør, og hun kunne høre en svag stemme, der bad om hjælp.

På sit dørtrin fandt hun en udmarvet ung kvinde kun iført en bondagekjole i latex og et hjemmelavet metalhalsbånd med hængelås.

Den 22-årige kvinde fortalte, at hun var blevet holdt indespærret i en måned af en mand, der skiftevis havde pisket og voldtaget hende.

Noget af det første, hun sagde var: »Han slog to af mine venner ihjel.«

Og nu viser det sig, at flere havde forsøgt at advare politiet om, at der var en mulig seriemorder løs.

Det kan The Washington Post afdække.

Blandt andet forsøgte en præst at fange myndighedernes opmærksomhed.

Det skete i en TikTok-video, hvor præsten tydelig berørt advarede om, at en seriemorder gik efter unge sorte kvinder fra et område i Kansas City med store problemer med narkotika.

»Tre unge kvinder er forsvundet, og ingen siger noget. Hvad er problemet? Hvorfor ser vi ikke et samarbejde? Hvor er vores samfundsledere? Hvor er vores aktivister? Hvor er vores offentlige embedsmænd? Hvor er vores politi? Kom nu?«

Videoen gik viralt og blev set af 700.000, men politiet kaldte opråbet for »fuldstændig ubegrundet«.

Indtil den 22-årige kvinde med halsbåndet dukkede op.

En talsmand fra Kansas City Police har senere udtalt, at de ikke havde nogen officielle rapporter om kvinder, der var forsvundet, da præsten første gang kontaktede dem og fortalte, at flere kvinder i lokalområdet var savnet.

Men flere aktivister har gjort opmærksom på, at det er et problem, at myndighederne ikke tager det alvorligt, når det er sorte, udsatte amerikanere, der forsvinder.

Kvinden med halsbåndet, der havde held til at undslippe, havde tydelige mærker efter at have været holdt indespærret og var blevet tortureret.

Hun havde ar fra pisk på kroppen og ar på håndleddene fra der, hvor hun var bundet.

Da politiet ransagede hendes bortførers hjem, fandt de et sortmalet fangehulslignende rum i hans kælder med forskellige anordninger til at fastholde personer.

Udadtil så huset tilforladeligt ud med en trampolin i haven til den formodede gerningsmands lille søn.

Den formodede gerningsmand nægter at udtale sig i sagen, men politiet har udtalt, at der er en »væsentlig mulighed« for, at der er flere ofre.