På grund af de uregelmæssigheder, der optræder i historien om den californiske mor, som siger, at hun har overlevet uden mad og med kun lidt vand i 12 dage i Zion National Park i staten Utah i USA, stiller redningsfolk sig tvivlende over for historiens rigtighed.

De folk, der søgte efter hende, ser flere uoverensstemmelser i Holly Suzanne Courtiers beretning. Tv-stationen ABC4 Utah forklarer, at det er usandsynligt, at den 38-årige har overlevet i 12 dage, hvis hun altså fortæller sandheden.

Betjenten Darrell Cashins hold var en del af det redningshold, som fandt Courtier godt en kilometer fra den parkeringsplads, hvor hun sidst var blevet set. Det skriver New York Post.

Cashin fortæller, at kvinden burde have hørt redningshold og set andre vandrere i området, der er relativt velbesøgt. Han er heller ikke overbevist, når hun hævder, at hun har overlevet ved at drikke forgiftet vand.

Holly Suzanne Courtier blev efter eget udsagn reddet efter 12 døgns forsvinden i Zion National Park i Utah, USA.
Holly Suzanne Courtier blev efter eget udsagn reddet efter 12 døgns forsvinden i Zion National Park i Utah, USA.
Vis mere

»Hvis hun havde drukket det vand, så skulle hun have haft et meget stærkt immunforsvar. Ellers var hun blevet meget syg. Formentlig så syg, at hun ikke kunne have klaret at komme ud på egen hånd,« siger Cashin.

Han finder det også usandsynligt at Courtier fik en alvorlig hovedskade, som hun ellers har sagt. Paramedicinerne så ingen tegn på traume, og hun er ikke blevet indlagt, efter hun blev fundet.

»De udsagn, familien har givet, og de udsagn, der er kommet fra parken, hænger ikke sammen,« siger Cashin.

»Det er den type spørgsmål, jeg tror, alle har. Jeg tror, at kun hun kan svare på dem.«

Jillian Courtier-Oliver siger, at hendes søster 'havde blå mærker over hele kroppen'. Hun havde også tabt sig en del, da hun blev fundet i søndags efter at være forsvundet siden 6. oktober.

 Zion National Park i Utah, USA.
Zion National Park i Utah, USA. Foto: MLADEN ANTONOV
Vis mere

Datteren Kailey Chambers har tidligere sagt, at hendes mor har rejst landet rundt og besøgt nationalparker, siden hun mistede sit job som barnepige på grund af coronapandemien.