Norsk politi skal have svar på 100 bilers færden i det tidsrum, hvor Anne-Elisabeth Hagen forsvandt.

Huset, som tilhører Anne-Elisabeth Hagen og milliardæren Tom Hagen, er beliggende ved en almindelig asfaltvej og en tilhørende sidevej.

Det er én af de to veje, som politiet vurderer, at de indtil videre ukendte gerningsmænd kan have benyttet i kidnapningen af den norske milliardærfrue, Anne-Elisabeth Hagen.

Derfor undersøger det norske politi, hvilke og hvor mange biler der har været i området omkring det tidspunkt, som Anne-Elisabeth Hagen blev kidnappet den 31. oktober sidste år. Det skriver Dagbladet.

Politidirektør Tommy Brøske under et pressemøde om den forsvundne Anne-Elisabeth Hagen.
Politidirektør Tommy Brøske under et pressemøde om den forsvundne Anne-Elisabeth Hagen. Foto: NTB SCANPIX
Vis mere

»Inden for tidsrummet er det mest aktuelt, at det drejer sig om omkring 100 biler, som vi har haft behov for at undersøge. Vi mangler fortsat at undersøge lige under 20 biler, som var i tidsrummet,« forklarer politidirektør Tommy Brøske til Dagbladet.

Hvilket konkret tidsrum politiet arbejder ud fra, ønsker Brøske dog ikke at kommentere.

Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet i snart et år.

Hendes familie tror fortsat, at hun kan være i live, mens politiet mere hælder til den overbevisning, at hun er død.

Huset, hvor Anne-Elisabeth Hagen blev kidnappet fra den 31. oktober sidste år.
Huset, hvor Anne-Elisabeth Hagen blev kidnappet fra den 31. oktober sidste år. Foto: NTB SCANPIX
Vis mere

Alligevel håber politiet, at man ved at undersøge vejene og de 100 biler, kan komme tættere en opklaring af sagen.

Det er derfor ikke kun bilerne, der skal undersøges. Det samme skal førerne og ejerne.

Tommy Brøske udtaler videre til Dagbladet, at man dog har en mistanke om, hvilken vej gerningsmanden eller mændene har benyttet.

»Angående køreturen, så er der i udgangspunkt en vej ind (til huset, red.), men også andre muligheder til og fra ejendommen. Vi holder derfor alle mulighederne åbne, hvad gælder vejvalg og den rute, som gerningsmanden eller personerne, har benyttet. Vi har en formodning, dog uden at jeg vil uddybe det.«

Anne-Elisabeth Hagens sidste livstegn var den 31. oktober 2018 klokken 09:14, hvor hun havde en telefonsamtale med et familiemedlem.

Da Tom Hagen kom hjem fra arbejde klokken 13:00, var hun væk.

Efterfølgende krævede de ukendte gerningsmænd, ifølge VG, ti millioner norske kroner, svarende til 7,5 danske.

Det imødekom Hagen-familien, men familien modtog angiveligt aldrig noget livstegn fra Anne-Elisabeth Hagen.