Den norditalienske by Cremona er lukket ned i en sådan grad, at man får besøg af politiet, hvis man så meget som smadrer et glas.

Alle gader i centrum af den godt 70.000 indbyggere store by er spærret af for motoriserede køretøjer, så transporten må foregå til fods eller - meget forsigtigt - på cykel.

Stilhedspåbuddet blev sat i kraft 7. januar og varer fem uger frem, og det hele skyldes noget så sælsomt som gamle violiner.

Cremona er hjemsted for verdens største samling af de unikke og uvurderlige Stradivarius-violiner, der har opnået deres ikoniske status som verdens bedste violiner af én særlig grund: Deres lyd.

Stradivarius-violiner er ufatteligt værdifulde, og er blevet solgt for over 100 millioner kroner i nyere tid. (Arkivfoto/Scanpix)
Stradivarius-violiner er ufatteligt værdifulde, og er blevet solgt for over 100 millioner kroner i nyere tid. (Arkivfoto/Scanpix) Foto: SHANNON STAPLETON
Vis mere

Men violinerne, som blev bygget af Antonio Stradivari i netop Cremona i slutningen af 1600-tallet og starten af 1700-tallet, holder ikke for evigt.

»Vi bevarer og restaurerer dem, men når de når en vis alder, bliver de for skrøbelige til at blive spillet på, og sover ind, så at sige«, siger Fausto Cacciatori, kurator for Cremona’s Museo del Violino, til New York Times.

Derfor har museet besluttet at optage lyden fra to violiner, en viola og en cello, så den kan gemmes digitalt og blive bevaret for evigt. Man nænner simpelthen ikke over for fremtidige generationer, at de skal gå glip af den udsøgte lyd.

Fire musikere bruger hele januar måned på at tvinge alle lyde, der overhovedet kan frembringes, ud af de exceptionelle instrumenter. De befinder sig i et auditorium i museet, som er bygget til at optimere Stradivarius-lyden.

Men projektet er uhyggeligt lydfølsomt, og selv den mindste udefrakommende lyd spolerer deres indspilninger, skriver New York Times.

»Gaderne omkring auditoriet er lavet af brosten, som er et lydmæssigt mareridt. Vi skulle enten lukke hele området ned eller droppe projektet,« siger projektlederen, Leonardo Tedeschi, til avisen.

Han forklarer, at lyden af en bilmotor, eller bare af en kvindes høje hæle, laver vibrationer, som løber under jorden og gør indspilningerne værdiløse ved at støje i mikrofonerne.

Borgmesteren var heldigvis med på at lukke byen ned med politiets magt i en god måneds tid, og projektet glider glat indtil videre.