Politiet er i chok. Og selveste satan får skylden.

I den lille flække Opp i den amerikanske sydstat Alabama blev der i  2018 begået fem mord.

Det er ny rekord. Og sherif Blake Turman er ikke begejstret.

Satan har skylden for mordbølge i Opp, en lille by i Alabama. Det påstår politiet i byen.
Satan har skylden for mordbølge i Opp, en lille by i Alabama. Det påstår politiet i byen. Foto: wiki
Vis mere

I perioden 2007-2017 oplevede byen med de blot 6.500 indbyggere ifølge FBI kun to mord. Og derfor søger alle nu desperat efter en årsag til den uventede stigning.

Og i et indlæg på ordensmagtens Facebook-side er sheriffen tilsyneladende ikke i tvivl:

'Der var fem mord i Covington County i 2018. Det er unge mennesker, der begår disse mord. Og årsagen er krystalklar: Det er, fordi vi har vendt os fra Gud og omfavnet Satan. Vi har måske ikke gjort det med overlæg. Men det er sket. Og det er nu på tide, at vi beder Gud om hjælp. Moralen er denne: Der findes får, der findes ulve og der findes fårehunde. Spørgsmålet er, hvilken skabning er du?'

Det kristne flertal i Opp har ifølge Huffington Post accepteret denne officielle politi-forklaring. Men det er bestemt ikke alle, der er enige.

Således fik 'Opp Police Department' tre dage efter den opsigtsvækkende Facebook-besked brev fra borgerrettighedsbevægelsen Freedom From Religion Foundation.

Heri blev ordensmagten i Opp anklaget for at diskriminere imod byens ikke-troende borgere og borgere, der følger en ikke-kristen tro.

'Politimagten støtter direkte én trosretning i forhold til andre. Og dette er ikke tilladt ifølge den amerikanske forfatning, der påbyder adskillelse imellem kirke og stat,' lyder det i brevet.

Derfor har sheriffen nu fjernet sit indlæg på Facebook.