Politiet i Australien er kommet i skudlinjen, fordi de foretager 'total kropsvisitation' (stripsearch) i jagten på narkotika.

Således kritiseres politiet i Sydney for at bede en ung kvinde om at fjerne sin menstruationstampon under en kropsvisitation.

Det er blot et af tilfældene af embedsmisbrug, der blev afdækket under en undersøgelse af fem kontroversielle totale kropsvisitationer i millionbyen Sydney sidste år.

De fleste kropsvisitationer foregik ved musikfestivaler. Og dem, det gik ud over, følte sig både ydmyget og nedværdiget.

Politiet skal nu give en undskyldning til den unge kvinde, som blev bedt om at fjerne sin tampon, har kommissionen bag undersøgelsen meddelt.

Kommissionen blev oprettet, efter forældrene til kvinderne klagede, eller de fik omtale i lokale medier.

En af klagerne blev fremsat, efter at politiet i januar 2019 kropsvisiterede to unge kvinder uden for et kasino i Sydney. En af kvinderne fik af betjentene besked på at fjerne sin tampon.

En gennemgang af sagen afslørede 'en mangel på klarhed for betjentene om, hvorvidt det er lovligt at udstede sådan en ordre', står der i rapporten.

I et andet tilfælde blev en ung, kvindelig musiker ved en festival bedt om at trække underbukserne ned og bøje sig fremad.

Da det var sket, blev der talt uprofessionelt til hende, og de mandlige betjente lo, hed det i rapporten.

En anden kvinde blev bedt om at sidde på hug og hoste ved en anden festival.

I mange tilfælde vidste politiet ikke, hvad de skulle foretage sig under en kropsvisitering, så en ny manual blev lavet i august sidste år.

Under australsk lovgivning kan politiet kun udføre total kropsvisitering, hvis det er fornuftigt og nødvendigt. Det er desuden ikke tilladt at gennemsøge kønsdelene.

Men politiets kropsvisiteringer er stadig kontroversielle.

For eksempel hørte en jury sidste år, hvordan en dreng på bare 14 år fik besked på at vise sine kønsdele frem for politiet.

En politimand fortalte netop den jury, at kropsvisiteringer var nødvendige, fordi adskillige unge mennesker mistede livet på grund af en overdosis.