Efter at have jagtet en seriemorder i mere end halvanden måned kunne amerikansk politi forleden på et pressemøde endelig fortælle, at de havde anholdt en mistænkt i sagen. Men det var en tegnsprogstolk, der endte med at stjæle al fokus.

Dog ikke på den gode måde.

Det skriver det lokale medie Tampa Bay Times.

I slutningen af november kunne Tampa Police Department i den amerikanske delstat Florida på et pressemøde, der blev transmitteret live, endelig fortælle, at de havde anholdt den mand, de mente stod bag fire drab begået i området de seneste to måneder.

Foran den forsamlede presse annoncerede politichef Brian Dugan, at man mente, man havde fanget den rigtige - en ung mand på 24 år.

Ved siden af politichefen stod en kvinde, der havde præsenteret sig som Derlyn Roberts og tegnsprogstolk. Men det, som politichefen fortalte, var ikke det, som kvinden formidlede videre på tegnsprog.

Det fortæller tegnsprogstolken Rachell Settambrino fra University of South Florida til Tampa Bay Times.

Ifølge hendes oversættelse sagde kvinden blandt andet således på tegnsprog:

»51 timer siden, nul, 12, 22, mord, tre minutter for 14 uger siden i gammel drab, fire, fem, 55.000 og ti anholdelser, mord, busk, tre, alder 24.«

Da Rachell Settambrino så pressemødet på tv, blev hun derfor slemt skuffet:

»Hun stod der og viftede sine arme omkring sig, som sang hun 'Bjældeklang',« siger hun og fortsætter:

»Jeg var skuffet, forvirret, vred, og jeg vil virkelig gerne vide, hvorfor Tampas politichef, som er ansvarlig for min og resten af samfundets sikkerhed, ikke undersøgte hendes baggrund godt nok.«

Til nyhedsbureauet AP fortæller en talsmand for politiet, Steve Hegarty, at kvinden bare dukkede op på stedet og fortalte, at hun var der for at tegnsprogstolke. Man antog derfor, at nogen andre i politiet havde hyret hende til opgaven.

»Jeg lod hende gøre det. Jeg stillede ikke nok spørgsmål,« siger han til AP.

Det har efterfølgende vist sig, at en kvinde med samme navn som Derlyn Roberts har en lang historik med politiet bag sig og også tidligere er dømt for at have svindlet andre.

Det vides endnu ikke, hvorfor hun valgte at møde op til pressemødet.

Steve Hegarty fortæller, at hun ikke vil blive anholdt eller sigtet for at have narret sig med til pressemødet.

»Jeg ved ikke, hvad der motiverer hende, men hun har ikke svaret på mine beskeder. Jeg vil gerne vide - både professionelt og personligt - hvordan man ender med at gøre sådan noget,« siger han til AP.

Politiet i Tampa har nu hyret en ægte tegnsprogstolk, som skal være til stede ved deres pressemøder fremover.

Det er ikke første gang, en falsk tegnsprogsfolk narrer sig ind til et pressemøde. Den nok mest kendte sag er fra 2013, hvor en mand blev verdensberømt, fordi han frit tolkede en tale, som USAs daværende præsident, Barack Obama, holdt under en mindeceremoni for Nelson Mandela. Han har efterfølgende fortalt, hvorfor han gjorde det. Det kan du læse mere om HER.