21-årige Anton Lundin Petterson var iklædt et 'Darth Vader' kostume, da han torsdag formiddag den 22. oktober løb ind på skolen Kronan Trollhättan i Sverige, hvor han slog tre personer ihjel med et sværd.

Tirsdag frigav det svenske politi en 500 sider lang efterforskningsrapport og en video fra overvågningskameraerne på skolen, hvor man kan se den 21-årige vandre rundt på gangene for at finde sine ofre, inden han blev skudt af det svenske politi og senere døde af sine kvæstelser

I rapporten konstaterer politiet desuden, at Anton Lundin Petterson var alene om det blodige angreb på skolen.

»Han var den eneste gerningsmand. Han har handlet helt på egen hånd både med planlægning og udførelsen,« fortalte talsmand for politiet Thomas Fuxborg på en pressekonference ifølge Dagens Nyheter.

Samtidig beretter det svenske politi i rapporten, at Anton Lundin Petterson havde medbragt en skydeskive i bilen angiveligt med det bizarre formål at påklistre skiven på sig selv, så politiet havde noget at skyde efter.

Samtidig fandt politiet kort efter tragedien et afskedsbrev, Anton Lundin Petterson havde skrevet til sin familie, og det er derfor politiets overbevisning, at den 21-årige svensker ikke havde regnet med at overleve angrebet på den svenske skole.

Fremmedfjendsk motiv

Skolen Kronan ligger i et område med mange indvandrere, og det svenske politi har tidligere bekræftet, at Anton Lundin Petterson gik målrettet efter personer med udenlandsk udseende, og at der dermed var tale om et racistisk motiv.

Den 21-årige nåede at dræbe to elever på henholdsvis 12 og 15 år samt en hjælpelærer.

Undervejs i sin søgen på ofrene rundt om i skolens gange blev Anton Lundin Petterson stoppet af to piger, som han blev fotograferet sammen med. Et billede, som efterfølgende gik verden rundt og var et tydeligt bevis på, hvor kynisk den 21-årige var.

De to piger og mange andre troede, at der var tale om en halloween-spøg.

En 41-årig lærer bad efterfølgende Anton Lundin Petterson om at fjerne masken, men blev derefter stukket ned. Heldigvis overlevede læreren angrebet, fordi det lykkedes ham at komme ud af skolen.