Nysgerrige forældre kæmper mange med, men det hører til sjældenhederne, at en svensk mors bekymring for sin 30-årige datter skulle ende med ufrivilligt at afsløre hendes hash-fabrik.

Den bekymrede mor tog fat i politiet og fortalte, at hun ikke havde haft kontakt med sin datter i en længere periode. Hun antydede til politiet, at hun måske blev udsat for vold.

Det skriver Helsingborg Dagblad.

Herefter rykkede politiet ud til den 30-årige datters bolig i det centrale Helsingborg. Men der blev ikke reageret, da politiet ringede på. En betjent kunne dog se, ved at kigge igennem brevsprækken, at nogen bevægede sig derinde.

Der blev ikke åbnet, til trods for råb og banken på døren af politiet. Betjentene så sig derfor nødsaget til at bryde døren, da de frygtede at kvinden var i fare.

Det var dog langt fra det scenarie, der mødte politiet inde i kvindens bolig. Hun stod med hænderne i vejret og den de troede, der var et offer, viste sig at være personen bag en avanceret hash-fabrik.

Rummene i boligen var fyldt med dyrkningsudstyr og den hash, som hun havde dyrket, prøvede hun at skaffe sig af med i al hast.

Kvinden havde i desperation proppet en stor mængde hash ned i en toiletkumme. Hun forsøgte at skylle beviserne ud blot for at kunne konstatere, at hun havde stoppet toilettet.

Ifølge det svenske medie forklarede kvinden først til politiet, at hashen var til eget forbrug. Senere ændrede hun forklaring, og nu var hun bare interesseret i, hvordan man kan dyrke hashen og få udvundet en speciel olie ud af planten.

Efter politiet beslaglagde kvindens computer, viste det sig, at hun havde søgt på, hvordan man fik fat i de frø med den mest kraftige rus.