Da australske Jaimes Sutton ikke mødte op til et retsmøde i september, valgte Murray River Police District at efterlyse ham med et billede på deres Facebook-side.

Billedet er siden blevet delt flittigt på de sociale medier – men ikke grundet skræk og rædsel. Tværtimod.

I stedet har forbryderfotoet været årsag til en masse gode grin.

Jaimes Sutton har nemlig nogle særdeles karakteristiske ansigtstatoveringer, hvorfor brugere på Twitter altså ikke mener, han kan være svær at finde.

Efterlysningens kommentarspor bugner derfor med humoristiske kommentarer snarere end decideret hjælp til politiet.

'Jeg skal nok holde et åbent øje. Har han nogle unikke kendetegn, der kan hjælpe os med at finde ham?' skriver adskillige brugere eksempelvis, mens andre efterspørger en bedre beskrivelse af manden.

En anden påpeger, at de mange ansigtstatoveringer giver associationer til, når et barn har fået fat i en tusch og overmaler sig selv.

Derudover bider en anden mærke i, at den store 'BEAST'-tatovering, Jaimes Sutton har i panden, ville se 'utroligt godt ud, når den bliver fyldt ud med rød farve fra en solskoldning'.