En svensk politibetjent er omkommet ved Göteborg efter en politijagt. Politiet var sat efter maskerede røvere, der havde røvet en butik. Under jagten krydsede røverne motorvejen E20, og her blev betjenten påkørt og dræbt, da han fulgte efter.

Det skriver den svenske avis Expressen.

Røveriet skal have fundet sted i en spil- og tobaksbutik på Kaggeledstorget i Göteborg. Ifølge svensk politi var røverne bevæbnede og maskerede.

Efter røveriet flygtede de formodede gerningsmænd fra stedet. Politiet ankom ikke længe efter og indledte jagten på de mistænkte personer. Den førte ud til motorvej E20, hvor blandt andet en politihelikopter deltog. Det lykkedes her politiet at få pågrebet tre personer, som mistænkes for at stå bag røveriet. Men under pågribelsen blev en person ramt af en bil på motorvejen, skriver avisen.

Den person viste sig efterfølgende at være en politibetjent, som var fulgt efter de formodede røvere til fods.

Til avisen Sydsvenskan fortæller pressemedarbejder Christer Fuxborg ved politiet i region Vest om situationen:

»Vi var lige i hælene på de her personer, som løber ind på E20 og i den forbindelse rammes han af en bil,« siger Christer Fuxborg.

Den påkørte betjent blev hurtigt kørt med ambulance til Sahlgrenska Sygehus, men døde ikke længe efter af sine skader.

Omkring en halv time efter, de første tre personer blev pågrebet, blev en fjerde mistænkt også anholdt. Politiet leder fortsat efter de gerningsvåben, der skal være blevet benyttet ved røveriet.