På billedet står den kvindelige betjent med den lille dreng i armene.

'Barnet var blevet væk under de voldelige optøjer i Philadephia og vandrede barfodet rundet i et område, der var præget af total lovløshed,' lød det.

Men det var løgn. Og nu har moren, Rickia Young, fået en erstatning af bystyret på lige omkring 12,5 millioner kroner på grund af det, der i virkeligheden skete 27. oktober sidste år. Det skriver NBC News.

Samtidig har borgmester Jim Kenney kaldt politiets behandling af kvinden for »helt forfærdelig« og »utilgivelig«:

Sådan så billedet af betjenten og Rickia Youngs søn ud.
Sådan så billedet af betjenten og Rickia Youngs søn ud. Foto: The Fraternal Order of Police på Facebook
Vis mere

»Denne frygtelige hændelse, der aldrig skulle være sket for nogen som helst, gør kun forholdet mellem politiet og borgerne mere anstrengt,« lyder det i en erklæring.

Vi skruer tiden tilbage oktober sidste år.

Her var der i områder af Philadelphia rigtigt nok uroligheder i gaderne i protest mod, at politiet under et indgreb havde skudt og dræbt den 27-årige Walter Wallace Jr.

Ifølge hendes advokater kom sygeplejersken Rickia Young uvidende til at køre ind i et område, hvor protesterne fandt sted. I bilen havde hun sin toårige søn og en teenagenevø.

Hun prøvede at vende bilen, men blev hurtigt omringet af en stor flok betjente, der smadrede ruderne i bilen. De hev moren ud og lagde hende i håndjern. De to børn blev fjernet og var i timevis adskilt fra Rickia Young. Det har mobiloptagelser af situationen siden vist.

To dage senere dukkede billedet så op. Af betjenten med Rickia Youngs søn i armene. Det blev lagt på Facebook af den store politifagforening The Fraternal Order of Police, og foruden den forkerte gennemgang af hændelserne – som optræder indledningsvist i denne artikel – stod der også:

'Det eneste betjenten fra Philadelphia Police bekymrede sig om, var at beskytte barnet' samt 'Vi er ikke jeres fjende. Vi er det eneste, der står mellem orden og anarki'.

Facebookopslaget blev senere fjernet igen.

Sådan så Facebook-opslaget ud.
Sådan så Facebook-opslaget ud.
Vis mere

Ifølge borgmester Jim Kenney er sagen nu blevet »grundigt efterforsket«, og det har altså ledt til millionerstatningen til kvinden.

»Jeg håber, at forlige og undersøgelsen af betjentenes handlinger kan hjælpe frk. Young og hendes familie med at komme videre,« siger han.

En talsmand for bystyret i Philadelphia har desuden bekræftet, at to betjente er blevet fyret på grund af det, der skete med Rickia Young.

Politikommissær Danielle Outlaw har udtalt, at »betjentene skabt et miljø, der terroriserede Rickia Young, hendes familie og andre tilstedeværende.«