Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Sagen om to teenagepigers tragiske død i Spydeberg i Norge fortsætter med at ryste.
De to 16-årige tvillinger Mina Alexandra og Mille Andrea Hjalmarsen blev natten til søndag fundet døde i byen Spydeberg syd for Oslo.
Her var politiet sammen med ambulancer og lægebil rykket ud til en adresse, hvor man fandt de to piger i livløs tilstand.
Søndag oplyste politiet så, at man havde sigtet to mænd i sagen.
Den ene, en mand i 20erne, som tidligere er dømt for grov vold i 2020, er sigtet for uagtsomt drab.
Den anden blev i første omgang sigtet for at have solgt narkotika til Mina Alexandra og Mille Andrea Hjalmarsen, men tirsdag oplyser politiet så, at man mener, at den anden mands rolle i sagen gør, at man kan udvide sigtelsen.
»På baggrund af oplysninger, som er fremkommet i efterforskningen, er sigtelsen mod ham udvidet. Den omfatter nu også at have hensat pigerne i hjælpeløs tilstand,« oplyser politiet tirsdag.
Det betyder, skriver norske VG, at man er i en tilstand, hvor der er fare for liv, krop eller helbred, og hvor den pågældende person har brug for hjælp.
Manden fremstilles tirsdag klokken 13 i retsmøde med henblik på varetægtsfængsling, skriver politiet, som har tænkt sig at anmode om lukkede døre.