Dagen igennem har store dele af landet været ramt af tæt tåge.

Det har fået både DMI og politiet til at være ude med advarsler og råd til specielt bilister.

'Tåge ligger tungt over Danmark – mange steder med sigtbarheder mellem 100 og 500 meter, så pas på i trafikken og kør efter forholdene,' lyder det lørdag eftermiddag i et opslag på X fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Men det er ikke kun fra vejrtjenestens side, man er opmærksom på dagens vejr.

Også Fyns Politi er gået på X for at råde befolkningen i politikredsen til, hvordan de skal færdes på vejene i tæt tåge.

'Der er tåge flere steder på Fyn lige nu. Husk i den forbindelse, at baglyset på bilen skal være tændt, hvis der er nedsat sigt,' blev det skrevet tidligere på eftermiddagen med vagtchefen i kredsen som afsender.

Der er dog også gode nyheder. Dem kommer DMI med i sit opslag.

For tågen holder ikke ved.

Som vi nærmer os aften og natten til søndag, vil der flere steder komme regn. Og når det sker, vil dråberne fra oven sørge for, at tågen begynder at lette.

Eller som DMI skriver på X.

'I løbet af aftenen og natten venter en ny portion regn, og det får tågen til at lette igen.'

Men indtil da, så kør forsigtigt derude.