Specialudrustet politi anvendte lørdag tåregas mod demonstranter i Beirut. Det skete, da de forsøgte at bryde gennem en barriere omkring landets parlament.

Demonstrationen var en protest mod regeringens håndtering af krisen efter eksplosionskatastrofen i Libanons hovedstad tidligere på ugen.

Omkring 7000 mennesker var samlet til demonstrationen på Martyrernes Plads i byens centrum.

Her kastede nogle sten mod politiet. Da demonstranter forsøgte at bryde igennem opstillede barrierer på en vej op til parlamentet, blev de mødt med tåregas, rapporterer en journalist fra Reuters.

Demonstranterne sang "befolkningen ønsker regimets fald", og nogle havde skilte med slogans som "Gå af, I er alle mordere!"

Mange demonstranter mener, at udbredt korruption er baggrund for Libanons dybe krise og udbredte handlingslammelse.

- Vi ønsker en fremtid med værdighed sagde en af demonstranterne, Rose Sirour.

En anden demonstrant, Celine Dibo, som er universitetsstuderende, siger, at "vi har ingen tillid til vor regering. Jeg ville ønske FN ville overtage administrationen af Libanon".

- Antallet af dødsofre for eksplosionskatastrofen i Beirut er lørdag steget til 158, mens antallet af sårede nu overstiger 6000. Det oplyser Libanons sundhedsministerium. Mindst 21 er meldt savnet, skriver Reuters.

Libanesere havde lørdag planlagt en massebegravelse for dødsofrene i forbindelse med eksplosionen i Beirut.

Men fire dage efter katastrofen var tusinder af Beiruts indbyggere også stærkt indstillet på at optrappe protester mod landets politiske ledere.

Den voldsomme eksplosion tirsdag har forstærket dyb utilfredshed og vrede mod politiske ledere og partier, som hverken har kunnet arbejde sammen om at løse landets krise eller om at få fjernet tonsvis af farligt kunstgødning i lagerhaller i Beiruts havn.

Det var ifølge Libanons regering i alt 2750 ton ammoniumnitrat, som eksploderede i en eller flere lagerbygninger på havnen i Beirut. Det står klart, at de mange ton gødning blev opbevaret uforsvarligt.

Op mod 300.000 mennesker er blevet hjemløse, anslår hovedstadens guvernør.

Libanons Kataeb Parti, som er en kristen gruppe, der er imod regeringen, som støttes af det iranskstøttede Hizbollah, meddelte lørdag, at tre af dets parlamentarikere forlader parlamentet.