De fire gidsler, som blev bortført tirsdag, er i god behold og befriet, siger nigeriansk politi.

Lagos. To amerikanere og to canadiere, der blev bortført under et bagholdsangreb i det nordlige Nigeria tidligere på ugen, er lørdag blevet befriet.

Det oplyser politiet i Nigeria.

Nigerianske sikkerhedsstyrker satte gang i en sand menneskejagt, efter at de fire personer var blevet bortført tirsdag aften i delstaten Kaduna.

Attentatmændene dræbte to politieskorter, før de bortførte de fire personer.

- De (gidslerne, red.) er blevet reddet takket være politiets indsats, siger talsmand for politiet i Kaduna Muktar Aliyu.

Han oplyser videre, at gidslerne var tre mænd og en kvinde.

- De er alle i god behold og sunde og raske, siger talsmanden.

De fire personer er nu på henholdsvis den canadiske og den amerikanske ambassade.

Talsmanden oplyser, at de fire blev reddet omkring klokken fem lørdag morgen. De blev befriet i det samme område, hvor de blev taget til fange.

Der foreligger for nuværende ingen oplysninger om, hvorvidt de fire er blevet frigivet efter forhandlinger. Politiet vil ikke oplyse, hvordan de fire gidsler er kommet på fri fod.

En person er blevet anholdt for sin rolle i bortførelsen.

De fire nordamerikanere er investorer, som er med til at sætte solcelleanlæg op i landsbyer i Nigerias nordlige områder.

De var i Nigeria i forretningsøjemed. Ved bortførelsen blev de hevet ud af et køretøj, mens de var på vej til hovedstaden, Abuja.

Der sker ofte bortførelser i Nigeria. Langt hyppigst er det nigerianere, der kidnappes, men bortførelser af udlændinge er ikke usædvanlige.

En del banditter og lokale klanledere er tidligere blevet anholdt for bortførelser. I februar sidste år blev to tyske arkæologer bortført i regionen. De blev senere sat på fri fod.

/ritzau/