Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Ukraines ambassade og den spanske premierministers residens var nogle af dem, der modtog brevbomber.
Spansk politi har anholdt en 74-årig mand, som mistænkes for at stå bag en række brevbomber, der blev sendt i november og december til forskellige institutioner og ambassader i Spanien.
Det rapporterer den spanske tv-station La Sexta ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Der blev sendt i alt seks breve med sprængstoffer. De blev blandt andet sendt til Ukraines ambassade i Madrid og den spanske premierminister, Pedro Sanchéz', officielle residens.
Derudover modtog USA's ambassade i Madrid, Spanien forsvarsministerium og en luftbase breve med sprængstoffer.
Ingen personer mistede livet. Men en medarbejder på Ukraines ambassade blev såret, da en af brevbomberne eksploderede i hænderne på ham.
Det fik efterfølgende Ukraine til at skrue op for sikkerheden på landets ambassader rundtom i verden.
Ifølge nyhedsbureauet AFP blev den 74-årige mand anholdt i byen Miranda de Ebro i den nordlige del af Spanien.
/ritzau/