I 40 år har man ikke haft poliovirus i England, men nu har de britiske myndigheder slået alarm.

De britiske myndigheder har fundet spor af poliovirus i det nordøstlige London.

Polio er en virus, der kan medføre varige og invaliderende lammelser, og derfor har myndighederne erklæret det for »et nationalt problem«.

Jakob Illeborg, der er B.T.s internationale korrespondent, har en lejlighed i den del af London, hvor virussen er blevet fundet.

B.T.s internationale korrespondent dækker deportationskrisen fra London. Foto: B.T.
B.T.s internationale korrespondent dækker deportationskrisen fra London. Foto: B.T.
Vis mere

Jakob Illeborg kender området, hvor poliovirussen har spredt sig, og han bor der i perioder.

»Det er ikke så langt fra West Ham, hvis det siger de fodboldkyndige noget.«

»Men det er et område, der er ekstremt multietnisk,« forklarer Jakob Illeborg.

Og det er sandsynligvis en del af forklaringen på, at der nu er opstået poliovirus i netop den del af byen.

»Det kan forklares med, at de britiske myndigheder mener, at der er tale om en person, der har fået en poliovaccine i udlandet, der efterfølgende har muteret sig og smittet lokalt.«

Den hypotese bakkes op af flere medier i landet.

Det engelske medie Sky News skriver, at virussen sansynligvis stammer fra en person, der for nylig blev vaccineret mod polio i et land, hvor virussen ikke endnu er udryddet.

Det kan for eksempel være lande som Pakistan, Afghanistan eller Nigeria.

»Det er en sygdom, der er udbredt i nogle af de lande, hvor folk i den del af London rejser til.«

»Det her viser bare, at selv sygdomme, vi troede, at vi havde kontrol over, kan slå tilbage,« siger Jakob Illeborg.

Der er tale om et lokalt udbrud af poliovirus, og man skal ikke være bekymret for, at det spreder sig til resten af den engelske befolkning.

»England vælter ikke på grund af det her udbrud. Men det er klart, at de engelske myndigheder opfordrer folk i den her del af London til at blive vaccineret,« siger Jakob Illeborg.

Manglende vaccinationer mod polio er også en del af forklaringen.

Langt størstedelen af den engelske befolkning er vaccineret, men i visse dele af samfundet er der lav vaccinedækning.

»Det her viser bare, at vi lever i en globaliseret verden, hvor sygdomme hurtigt kan sprede sig,« siger Jakob Illeborg.

De britiske myndigheder har igangsat en hasteundersøgelse, der skal fastslå omfanget af virussen.

Der er hidtil ikke blevet rapporteret om nogen tilfælde af polio-forårsagede lammelser, og myndighederne kalder risikoen for smitte blandt mennesker for lav.