Tidligere premierminister Jaroslaw Kaczynskis PiS-parti vinder valg, men får svært ved at regere.

Polens konservative regeringsparti, Lov og Retfærdighed (PiS), vandt søndagens parlamentsvalg med det bedste valgresultat, som noget parti har opnået siden 1989.

Partiet fik 43,6 procent af stemmerne, viser det endelige valgresultat.

Dermed har det fået støtte fra over otte millioner vælgere. Det sikrer et absolut flertal i parlamentets underhus, Sejm.

Her får det 235 ud af de i alt 460 pladser. Men partiet mister kontrollen over senatet, hvormed det får sværere ved at regere.

Polens største oppositionsblok, Borgerkoalitionen, får 134 pladser i parlamentets underhus. Det er på grundlag af 27,4 procent af stemmerne.

Venstreorienterede partier får atter plads i parlamentet efter en pause på fire år. De får 49 pladser baseret på 12,56 procent af stemmerne. To andre små partier, deriblandt et stærkt højreorienteret EU-kritisk parti, får også pladser i parlamentet.

PiS havde i det tidligere senat et klart flertal på 61 ud af 100 pladser. Det flertal ryger nu. Ifølge Deutsche Welle har PiS fremover 48 eller 49 sæder i senatet. Den nøjagtige mandatfordeling kendes endnu ikke.

Polens største oppositionsblok, Borgerkoalitionen, får 42 eller 43 pladser i senatet. Resten af pladserne fordeles mellem andre oppositionspartier og uafhængige.

- Det bliver svært for PiS at få lovgivning igennem på samme måde som tidligere i dette nye landskab, hvor det kun har et lille flertal i parlamentet og ikke har flertal i senatet, siger valgforsker Rafal Matyja til dpa.

PiS har ledet Polen siden 2015, og partiet får stor vælgeropbakning på velfærdstiltag, der gavner mange af Polens dårligst stillede.

Kaczynski har i den tid ikke selv siddet på premierministerposten. Få er dog i tvivl om hans store magt i partiet.

Det konservative regeringsparti har tætte bånd til den katolske kirke og har blandt andet talt imod LGBT-rettigheder.

PiS håbede på et stærkt mandat til at fortsætte omstridte reformer af retsvæsnet, medierne, kulturinstitutioner og andet.

Det er reformer, der har bragt Polen på kollisionskurs med EU. Iagttagere forventer, at disse konfrontationer vil fortsætte.

Valgdeltagelsen i Polen lå søndag på 61,1 procent - det højeste siden 1989.

/ritzau/Reuters