Premierministeren har tydeligvis haft noget på hjerte, da han stillede sig på talerstolen til et politisk møde fredag.

Der blev i hvert fald talt med store ord, da Polens premierminister Mateusz Morawiecki fredag adresserede en fejde med Ukraines præsident Zelenskyj.

Der har i flere uger været ondt blod imellem de to lande.

Det skyldes, at Polen har meldt ud, at man ikke vil være med til at ophæve et EU-forbud mod køb af Ukrainsk korn.

Udmeldingen fik i denne uge Zelenskyj til at kalde protesten for 'et politisk teater', da han holdt en tale til FN. 

Han udtalte i den forbindelse, at 'nogle af vores venner i Europa har lavet en thriller ud af kornet'. 

Og det er ikke kommentarer, der er faldet i god jord hos den polske premierminister.

Få timer efter at talen var slut, udtalte Mateusz Morawiecki, at landet ville stoppe med at levere våben til Ukraine, fordi man nu i Polen fokuserer på, at »bevæbne sig selv med de mest moderne våben,« som det lød i et interview med Sky News.

Og fredag skruede han altså et niveau op for kritikken af Zelenskyj.

Til et politisk møde kommenterede han Zelenskyjs kornbemærkning i FN-talen, og der blev ikke lagt fingre imellem, da premierministeren frabad sig yderligere kommentarer fra sin ukrainske kollega.

»Jeg har lyst til at fortælle præsident Zelenskyj, at han aldrig skal fornærme Polen igen, som han gjorde for nylig under sin tale til FN,« sagde præsidenten ifølge CNN, og fortsatte i endnu hårdere vendinger.

»Det polske folk vil aldrig tillade, at det her sker, og at forsvare Polens gode navn er ikke bare min pligt og ære, men også den vigtigste opgave for den polske regering,« tordnede han på mødet.

Polen står foran et parlamentsvalg, der ser ud til at blive meget tæt. Flere eksperter spekulerer ifølge CNN i, at både kornprotesten, og den efterfølgende hårde retorik kan have at gøre med at Polens regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) forsøger at vinde popularitet hos den polske befolkning.